FAKTA: Danskerne er gladere for Mobilepay end for Swipp
Mobilepay er blevet den tredje mest udbredte app i Danmark, mens Swipp fra start har haltet bagefter.
Swipp nåede aldrig at vinde danskernes hjerte. Det gjorde konkurrenten til gengæld.
* Danske Bank lancerer Mobilepay i 2013. App'en har i dag 3,2 millioner registrerede brugere.
* Swipp bliver efterfølgende udviklet som en fælles løsning mellem de øvrige danske banker, men kunne i juni kun tælle til 900.000 brugere.
* Bag Swipp står blandt andet Nykredit, Jyske Bank, Sydbank, Arbejdernes Landsbank, Spar Nord og lokale pengeinstitutter. Nordea var med i samarbejdet indtil 13. oktober.
* Swipp forsøger blandt andet at slå Mobilepay på, hvor mange penge brugerne kan overføre. Derfor er beløbsgrænsen højere her end hos Danske Bank.
* Mobilepay er den tredje mest udbredte app i Danmark efter Facebook og Messenger. Den findes på ni ud af ti danske smartphones.
* Samlet er der med Mobilepay overført for 56,7 milliarder kroner i løsningens levetid. I alt er der gennemført 228 millioner transaktioner.
Kilder: Danske Bank, Nordea, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, BT
/ritzau/