Når tøjgiganten H&M inden længe slår dørene op til en ny butik i Tønder, bliver byen den mindste i Danmark og en af de mindste i verden med en H&M-butik, skriver JydskeVestkysten Sønderborg.
- Indbyggermæssigt bliver Tønder den mindste by i Danmark med en H&M-butik. På verdensplan findes der enkelte butikker i Norge og Sverige, hvor der heller ikke er så mange indbyggere. Så Tønder er altså ikke helt alene, men blandt de mindste byer i verden med en H&M, fortæller Sara Juel Andersen, der er kommunikationsansvarlig for H&M i Danmark.
En af de helt store udfordringer for kæden ved at åbne i mindre byer er at finde egnede lokaler, der er store nok, tilføjer hun.
Tønder har 7587 indbyggere, og butikken bliver på 1200 kvadratmeter.
