23948sdkhjf

Mobilmarkedet er ramt af vild og blodig konkurrence

Telekæmperne har sovet i timen ved at hæve priserne.
Danskerne har udsigt til solide besparelser på mobilregningen, efter at først Plenti og senest Tjeep har erklæret mobilkrig med priser, som ikke er set lavere i flere år.

Det skriver Finans.

- Vi må konstatere, at der er vild og blodig konkurrence på det danske mobilmarked, siger Jakob Willer, direktør i Teleindustrien.

Det seneste år har TDC ellers haft held til at hæve mobilpriserne markant. I september sidste år kostede TDCs billigste mobilpakke 99 kr. I dag koster den billigste pakke i TDCs privatforretning Yousee 149 kr. - en stigning på mere end 50 pct.

Prisstigningen er fulgt til dørs af både Telia, Telenor og 3, og over en bred kam har det betydet højere mobilpriser for millioner af kunder.

Men det var før mobilopkomlingen Tjeep bankede døren ind til mobilmarkedet med et tilbud om fri tale og 20 gigabyte (GB) data til 89 kr. om måneden. Det er 40 pct. billigere end tilsvarende pakker fra Yousee, Telia og Telenor.

- Der er ingen tvivl om, at Tjeeps priser gør ondt på konkurrenterne, og det kan godt se ud som om, at enigheden om høje priser begynder at krakelere blandt de største spillere på markedet, siger Michael Friis Jørgensen, teleanalytiker i Alm. Brand Markets til Finans.

3-direktør Morten Christiansen er enig.

- Lige nu er havoverfladen på mobilmarkedet stadig blank og pæn, men kun få meter nede kæmpes der på livet løs om kunderne, siger Morten Christiansen til Finans.

Foreløbig har Plenti meldt om 20.000 nye kunder siden opstarten i marts, mens Tjeep-direktør Kim Damkær slår fast, at målet er 200.000 kunder på to år.

- Vi ønsker ikke priskrig. Vi ønsker bare at tilbyde kunderne et produkt til det, vi kalder en fair pris, siger han.

I Sydbank er man ikke i tvivl om, at pilen peger i retning af blodig priskrig blandt mobilselskaberne.

- Når selskaberne begynder at tabe for mange kunder, ser de kun en udvej, og det er at sænke prisen, siger Mortens Imsgard, senioranalytiker i Sydbank.

Det seneste kvartal har Telia og Telenor tabt i alt 9.000 mobilkunder. Til gengæld er 3 gået 4.000 kunder frem, mens TDC endnu ikke har offentliggjort kundetal for 3. kvartal.


Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.189