Irma tilbagekalder knækbrød med larver og spind i pakken
Fødevarestyrelsen råder til, at tilbagekaldt knækbrød købt i Irma smides ud eller leveres tilbage.
Der er tale om økologisk knækbrød af mærket " Irmas øko hverdag" med fuldkornshvede, birkes og solsikkekerner med bedst før datoerne 2. maj 2017 og 25. maj 2017. Knækbrødet er produceret i Tyskland.
Tilbagekaldelsen skyldes, at der er fundet insektlarver og spind i nogle af pakkerne.
Forbrugerne rådes til at smide knækbrødet ud eller levere det tilbage i butikken, hvor det er købt.
Irma ejes af Coop, men knækbrødet har kun været til salg i de fysiske Irma-butikker. Der findes i alt 84 fordelt over hele Sjælland, og størstedelen ligger i hovedstadsområdet.
Irma er Danmarks ældste dagligvarekæde.
/ritzau/