23948sdkhjf

Lav vækst i verden rammer dansk eksport

Dansk Industri nedjusterer forventningerne til dansk økonomi.
En svagere udvikling end ventet, når det kommer til eksport og investeringer, betyder, at Dansk Industri i en ny prognose nedjusterer forventningerne til dansk økonomi i indeværende år fra en vækst på 0,9 pct. til 0,7 pct. I 2017 forventer DI nu en vækst på 1,5 pct. Det vil altså sige, at de kommende år fortsat byder på lave vækstrater for dansk økonomi, skriver DI Business.

Særligt eksporten, som er den store motor i dansk økonomi, halter.

- Danske virksomheder skal vinde flere ordrer ude i verden. Det er i høj grad eksporten, der har drevet fremgangen i vores velstand de seneste 40 år. Hvis vi for alvor skal gøre os håb om at øge væksten i de kommende år, er det fuldstændig afgørende, at virksomheder og medarbejdere henter flere eksportordrer hjem til Danmark, siger Karsten Dybvad, adm. direktør, Dansk Industri til DI Business.

Væksten på verdensplan er den laveste siden 2009, der er uro på en række store eksportmarkeder, og øget protektionisme skader frihandlen.

- Stilstanden i verdenshandlen er hård kost for en eksportnation som Danmark. Når vi nu ikke får medvind udefra til at få gang i eksporten, er det afgørende, at vi er konkurrencedygtige, så virksomhederne kan vinde markedsandele ude i verden, siger Karsten Dybvad, der har en opfordring til politikerne på Christiansborg:

- Det er mennesker, der skaber vækst, og derfor er det et problem, at mere end hver tredje virksomhed har problemer med at rekruttere medarbejdere. Vi har brug for reformer, der får flere mennesker ud på arbejdsmarkedet. Samtidig er det vigtigt, at vi hele tiden arbejder for, at det er attraktivt at investere i Danmark. Det kræver både, at vi løfter vores produktivitet og hele tiden har øje for, at det skal kunne betale sig at investere og drive virksomhed i Danmark.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094