23948sdkhjf

Trumps valg til præsident kan koste 10.000 danske jobs

Sådan lyder vurderingen fra blandt andre Nordea, efter den overraskende sejr til republikanerne, der både vandt præsidentposten, senatet og dermed kongressen.
Donald Trump står overraskende over for at skulle indtage det Hvide hus den 20. januar 2017 som USA’s nye præsident.

USA er Danmarks tredje største eksportmarked. Danmark eksporterer for omkring 100 mia. kroner til USA om året, hvoraf størstedelen kommer fra eksport af medicinske og farmaceutiske produkter samt søtransport.

Men Trumps sejr kan føre til recession i USA og tab af 5-10.000 danske arbejdspladser som følge af forværrede udsigter for eksporterhvervene, lyder vurderingen tirsdag morgen fra Nordea Markets.

Blodrødt aktiemarked over natten
Og reaktionerne hen over natten har også været tydelige. Aktierne bløder, renterne falder og på valutamarkedet falder de fleste valutaer, mens yennen og euroen stiger. De japanske aktier – Nikkei – lukkede med et fald på 5,4 pct. og handel i den amerikanske stock futures har været indstillet efter fald på over 5 pct.. Olieprisen falder $2 til $44,5 – det laveste niveau siden slutningen af juli og begyndelsen af august, hvor olieprisen kortvarigt var under $42.

Global handelskrig
Med Trumps sejr er der ifølge cheføkonom i Nordea Markets Helge J. Pedersens vurdering skabt usikkerhed om den positive udvikling i samhandlen med USA kan fortsætte, bl.a. fordi Trump har mindre fokus på velfærd og vedvarende energi end Hillary Clinton.

- Det er områder, som Danmark har en konkurrencemæssig fordel på, forklarer cheføkonom i Nordea Markets Helge J. Pedersen

- Der en større risiko for, at valget af Trump kan føre til global handelskrig, fordi han på det nærmeste har gjort det til sit varemærke at tordne mod globaliseringen, truet med at ville pålægge amerikansk import fra Kina og Mexico en stor straftold, og måske endda trække USA ud af NAFTA (USA's frihandelsaftale med Canada og Mexico). Trump vil heller ikke ratificere TPP, den frihandelsaftale mellem 12 lande på tværs af Stillehavet, som ellers er færdigforhandlet.

På lidt længere sigt må forhandlingerne om en frihandelsaftale mellem EU og USA forventes at blive noget mere besværlige end ellers, også selvom Hillary Clinton heller ikke er ubetinget fortaler for frihandel. De mere usikre udsigter for verdenshandlen kan ramme den vigtige danske søtransport negativt, mener Helge J. Pedersen.

Tab af 5-10.000 danske jobs
Også på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område er der skabt stor usikkerhed om den fremtidige den amerikanske linje bl.a. i forholdet til NATO:

- Det er forhold, som også kan få stor betydning for stabiliteten på de finansielle markeder og den økonomiske udvikling.
I værste fald kan en Trump sejr føre til recession i USA og tab af 5-10.000 danske arbejdspladser som følge af forværrede udsigter for eksporterhvervene.

Trump kan også lykkes
Når det er sagt, skal man selvfølgelig også passe på med at dømme Trump for tidligt. Valget af ham som USA’s næste præsident må selvfølgelig respekteres som værende udtryk for, at størsteparten af amerikanerne ønsker politisk forandring. Og en ting er, hvad der siges i en valgkamp, noget andet er, hvordan realpolitikken føres, når præsidenten er blevet indsat i embedet. Måske lykkes Trump med sit projekt: Make America Great Again. Det vil tiden vise.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078