23948sdkhjf

Friønsker til jul kan give ballade på jobbet

Der er konflikter på hver 14. arbejdsplads.
Hvem vil ikke gerne have fri i julen så man kan hygge derhjemme med familien?

Og netop det ønske skaber på nogle arbejdspladser problemer. Det skriver Avisen.dk.

For selvom de fleste klarer fordelingen af julevagter uden problemer, oplever omkring hver 14. arbejdsplads i en ny undersøgelse fra Dansk Erhverv (DE), at de ansattes juleønsker skaber konflikt. 153 virksomheder har deltaget i undersøgelsen.

- Selvfølgelig kan det være svært, hvis man har mange med børn, der ikke vil være på arbejde jule- og nytårsaften. Men det ser jo også ud til, at man får det løst i langt de fleste virksomheder uden problemet, siger faglig sekretær for DE Iben Posniak til Avisen.dk.

I virksomheder med mere end ti ansatte er problemet lidt større. Her gælder det for hver tiende.

Ifølge hende kan det hjælpe, hvis arbejdsgiveren fordeler arbejdet ligeligt mellem de ansatte.

Og så er det vigtigt at forstå, hvorfor der er brug for ens arbejdskraft i julen.

- Hvis man formår at forklare de ansatte, hvorfor der er brug for dem i julen, og fordeler arbejdet ligeligt mellem dem, så tror jeg, at de fleste har forståelse for det, siger Iben Posniak.

Men det mest optimale er ifølge faglig sekretær i HK/Privat Charlotte Meyer, at medarbejderne selv finder ud af det.

Hvis det glipper, er det dog chefens ansvar at få styr på det.

- Kan man ikke komme til enighed, så ligger pligten jo i sidste ende hos ledelsen. Så er det deres opgave, at finde den mest rimelige og retfærdige løsning, tilføjer Charlotte Meyer.

En måde at løse problemet med de mange ønsker er, at skiftes til at holde fri i julen.

- Man kan også have en ordning, hvor man skiftes. Så nogle får julen i år, mens andre får den næste, foreslår Charlotte Meyer.

HK/Privat har spurgt deres medlemmer, om de skal arbejde mellem jul og nytår, og hvem der har bestemt det.

Undersøgelsen viste, at tæt på halvdelen skal arbejde. Og af dem er det under hver tredje, hvor chefen har bestemt det.

Det overrasker Charlotte Meyer.

- Det er egentlig ikke så mange. Og der er jo nogle virksomheder, som er nødt til at holde produktionen oppe.

Til gengæld har omkring 60 procent selv valgt at arbejde. Resten havde ikke flere ferie- eller fridage at gøre brug af.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.625