23948sdkhjf

Kurven knækker i Sydjylland: Færre bliver narret på nettet

Knækket kommer efter en stigende kurve siden 2007.
For første gang i mange år tegner det til færre sigtelser for snyd, tricktyveri og bedrageri i Syd og Sønderjylland. Det skriver DR Syd.

Lars Düwel fra Løjt betalte 1.000 kroner i forskud for en brugt Iphone. Telefonen skulle sendes med posten, men kom aldrig.

- Jeg blev taget ved næsen. Lige så snart jeg havde overført pengene, ophørte al kommunikation med sælger, fortæller Lars Düwel.

Han er langt fra den eneste. Siden 2007 er antallet af sigtelser for økonomisk kriminalitet i Syd og Sønderjylland - især inden for internethandel og svindel med kreditkort - steget støt. I 2015 nåede det et rekordhøjt niveau på 2.700 sigtelser.

Men nu ser det ud til, at færre syd- og sønderjyder bliver franarret penge på nettet. For første gang i ni år tegner det til, at antallet af sigtelser for snyd, tricktyveri og bedrageri på internettet falder.

- Det har været et fokusområde for politikredsen, fordi der i mange år har været en fortsat stigning på området. Vi har sat flere ressourcer af til at efterforske sagerne, siger Jeppe Kjærgaard, der er leder af afdeling for økonomisk kriminalitet i Syd- og Sønderjyllands Politi.

I de første tre kvartaler sidste år var der 1.371 sigtelser. Og derfor regner politiet i Syd- og Sønderjylland med, at der for første gang i flere år kommer et knæk på kurven, og at 2016 vil give et markant fald i sigtelser for økonomisk kriminalitet.

- Vi har kørt kampagner om, hvordan folk skal gebærde sig på nettet. Og det ser ud til at virke. Folk er måske blevet mere opmærksomme på svindel, når de handler privat, siger Jeppe Kjærgaard.

Politiets vigtigste råd er, at man så vidt muligt skal sørge for at få varerne i hånden i stedet for at få dem tilsendt, når man køber brugte ting på nettet. Og det råd har Lars Düwel fra Løjt taget til sig.

- Jeg har betalt mine lærepenge, og nu tager jeg forholdsregler. For eksempel tjekker jeg registreringsnummeret på bankkontoen for at se, om banken ligger i det område, hvor sælger siger, at han bor, fortæller Lars Düwel.

På landsplan var der i 2015 34.627 sigtelser for økonomisk kriminalitet. Foreløbige tal for 2016 tyder på et lille fald.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.234