23948sdkhjf

Jobgaranti fra Fakta får unge med autisme i job

Fakta har udstedt en landsdækkende jobgaranti, og for nylig er endnu fire virksomheder gået med i projektet.
35 unge med autisme er kommet i varige, ordinære job i Fakta-butikker, knap 70 er på vej til det samme, og med tiden vil minimum 200 få glæde af en jobgaranti udstedt af Fakta. Det er de foreløbige resultater af projekt 'Klar til start', som den almennyttige fond Unges Uddannelsescenter står bag med støtte fra Velux Fonden, skriver dknyt.

- Unge med autisme er nogle af de sværeste at få ind på arbejdsmarkedet, fordi de har nogle sociale og kommunikative udfordringer. Mange af vores unge er lettere retarderede og ville typisk være endt på uddannelseshjælp eller kontanthjælp, fortalte direktør Britta Bak på KL's beskæftigelsestræf tirsdag.

En vigtig del af projektet er, at de unge fra start får løfte om et ordinært job, når den nødvendige oplæring er overstået. Fakta har udstedt en landsdækkende jobgaranti, og for nylig er endnu fire virksomheder gået med i projektet.

Set fra Faktas side er der økonomisk fornuft i at love de unge job. De er stabil arbejdskraft og sætter typisk pris på rutinearbejde, og ofte har de særlige evner, som kommer butikkerne til gode, fortalte salgsdirektør Jens Romundstad.

- De har en fantastisk flair for arbejdet. Det er et mareridt for mange medarbejdere at skulle kontroloptælle paller med varer, men for autister er det et slaraffenland. Nogle har fotografisk hukommelse, så de kan huske datoerne på samtlige varer, og i deres butikker finder I ingen datovarer, forsikrede han ifølge dknyt.

Oplæringsperioden kan tage fra tre måneder til to år, og det er ikke billigt for kommunerne, som visiterer til projektet. 16.900 kr. er prisen pr. måned, men i et langtidsperspektiv er gevinsten ved at få de unge i ordinært arbejde langt større for samfundet.

Desuden er de personlige gevinster store, understregede Britta Bak.

- Vi taler om mennesker fra den yderste kant af arbejdsmarkedet, som tidligere er cyklet rundt i systemet. Den største gevinst oplever de unge selv, sagde hun og blev suppleret af Jens Romundstad, som fortalte om en af de unge medarbejdere:

- Han fik lungebetændelse, og vi opdagede, at det skyldtes, at han pendlede en time hver vej til butikken uden noget uden på sin poloskjorte med Fakta-logoet. Det var vigtigt for ham at vise sine medpassagerer: Jeg er ikke på vej til et beskyttet værksted, jeg er på vej på arbejde ligesom jer. Så måtte vi jo finde en jakke med Fakta-logo til ham.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125