Tirsdag i denne uge dømte Retten i Holbæk en 20-årig for røveri, mens hans 21-årige makker blev dømt for tyveri, skriver Nordvestnyt Holbæk/Odsherred.
De to så først i november deres snit til at snuppe en kasse med 45 kartoner cigaretter i Dagli'Brugsen i Vipperød, og da de blev opdaget, fremsatte den 20-årige en trussel mod personalet.
Afhængig af hvem man spørger, sagde han enten »vil du have en gøb i hovedet?«eller »Skal du have en pistol i hovedet?«, og det var altså ifølge retten nok til at gøre tyveriet til et røveri.
Den 20-årige, der tidligere er dømt for røveri, blev idømt ti måneders fængsel, hvori indgår cirka fem måneder fra en reststraf. Den 21-årige blev idømt fire måneders fængsel.