-Vi har ikke nogen idé om, hvorfor de lige er gået efter os, siger regionschef Thomas Clement fra Netto til Frederiksborg Amts Avis.
Natten mellem lørdag og søndag blev seks Nettobutikker i Nordsjælland udsat for raids, hvor gerningsmænd ødelagde indgangsdøren og gik direkte efter kontanter og cigaretter.
Banden eller banderne er dog kun sluppet af sted med et beskedent udbytte på grund af butikkernes sikkerhedsforanstaltninger.
-Vi har jo Safe Pay, som beskytter vores medarbejdere om aftenen ved, at der ikke er kontanter. Jeg tror, at tyvene et enkelt sted fik brudt den op og slap af sted med en rulle mønter, forklarer Thomas Clement.
Tyvetogterne gik ud over butikker i Ølsted, Græsted, Nødebo, Espergærde, Helsingør og Smørum.