"Lukket på grund af skadedyr", stod der på døren ind til SuperBrugsen i Ølgod i går, onsdag.
Der var nemlig blevet fundet spor efter rotter i melet onsdag morgen.
Det fortæller JydskeVestkysten Esbjerg.
Butikken fik hurtigt en skadedyrsbekæmper ud, der ganske rigtigt kunne konstatere rotter, og derefter blev forretningen inddelt i forskellige sektioner, hvor der blev drysset mel ud på gulvet, så man kan se, hvor den holder til henne.
Det er anden gang, at SuperBrugsen i Ølgod har et rotteproblem. Første gang var for otte år siden, og der måtte man kassere varer for 400.000 kroner.
Butikken er endnu ikke åbnet igen torsdag morgen.