23948sdkhjf

Supermarkedskæder vil lade folk købe usundt som de vil

Danskerne køber flere usunde varer. Supermarkeder har ansvar for at gøre det nemt at leve sundt, siger Coop.
Der blev kørt flere chips, sodavand og kager over kassebåndet i supermarkederne sidste år i forhold til 2015, viser en analyse ifølge Politiken.

I supermarkedskoncernen Coop vil man dog ikke tage initiativ til at sælge færre usunde varer. Det fortæller informationsdirektør i Coop Jens Juul Nielsen.

- Vi har et ansvar i forhold til at gøre det nemt at leve sundt. Derfor gør vi en masse for at fremme salget af sunde varer - frugt, grønt og fisk.

- Det betyder ikke, at vi ikke vil sælge usunde varer. De kunder, som gerne vil købe usundt, skal også kunne gøre det, siger han.

Coop står blandt andet bag Irma, Kvickly, Fakta og Superbrugsen.

I Politiken fortæller Ulla Toft, der er cand.scient. i human ernæring og kender af detailhandlen, at kunderne bliver mødt med massevis af usunde varer, når de går i supermarkedet.

Hun udtaler, at "man virkelig skal kæmpe for ikke at blive fristet".

Coop lægger dog ikke op til at ændre indretningen af deres butikker for at få færre til at fylde kurven med kager, sodavand og is.

- Vi kommer aldrig til at konkurrere på at sælge mindre af bestemte varer. I stedet vil vi konkurrere på at sælge mere af de gode varer.

- Derfor er vores indsats i høj grad koncentreret om at fremme salget af frugt og grønt, siger Jens Juul Nielsen.

I Dansk Supermarked Group, der har kæderne Netto, Føtex og Bilka, vil man heller ikke ændre indretningen.

- Vi har en indretning, der gør, at det er nemt at navigere.

- Hvis man kommer rundt i en hel Netto-butik vil man finde alt det sunde, men man vil også finde en kage og en cola, hvis man gerne vil det, siger kommunikationskonsulent Kasper Reggelsen.

Han understreger, at det er supermarkedets opgave at have de varer, kunderne efterspørger.

- Vi har også det usunde, for det vil mange danskere gerne have i slikskålen om fredagen, siger han.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172