23948sdkhjf

Pandoras guld skinnede mindre i første halvår

Smykkeselskabet Pandora vokser stadig solidt, men i andet kvartal var der udfordringer, ikke mindst i USA.
Pandora øgede omsætningen med 10 procent til 10,0 milliarder kroner i første halvår. Det amerikanske marked har det dog stadig hårdt, og her var næsten ingen vækst at finde.

Det viser regnskabet for andet kvartal, de tre måneder der slutter med juni, der netop er offentliggjort.

- Vi er godt tilfredse med resultatet for andet kvartal, hvor vi opnåede tocifret omsætningsvækst og fortsat sund lønsomhed.

- Markeder som eksempelvis Kina, Italien, Storbritannien og Australien klarede sig godt, skriver administrerende direktør Anders Colding Friis i regnskabet.

Omsætningen i andet kvartal var dog en kende lavere end de 4,9 milliarder kroner, analytikerne hos bankerne forventede ifølge Ritzau Estimates.

Mens der er fremgang over det meste af verden, stod Pandora i stampe i Nord- og Sydamerika, hvor det specielt er USA, der er en sten i skoen.

Salget i Nord- og Sydamerika faldt med to procent i første halvår til 3,4 milliarder kroner.

- Detailmiljøet i USA er fortsat udfordrende, men vi har med vores strategi opnået en stærk forbedring i resultaterne fra vores netværk af konceptbutikker. Derudover ruller vi en række initiativer ud for at styrke vores amerikanske forretning yderligere, skriver Anders Colding Friis.

Mens USA altså var en sten i skoen kunne Pandora glæde sig over en voldsom vækst i Asien. Omsætningen i regionen nåede 2,3 milliarder kroner i første halvår efter en vækst på 40 procent.

- Omsætningsvæksten var drevet af et stærkt salg i Australien på 12 procent og Kina på 91 procent.

- Resultaterne var understøttet af et stærkt salg i eksisterende butikker og tilføjelsen af 99 nye konceptbutikker i de seneste 12 måneder, hvoraf 67 blev åbnet i Kina, skriver Pandora.

Mens salget altså går solidt frem, så haltede det med indtjeningen for Pandora. Høje driftsomkostninger betød, at selskabet fik en driftsmargin - andelen af omsætningskroner der bliver til driftsresultatet, på 33,4 procent i andet kvartalet.

Det er langt under de 38 procent, der er målsætningen for hele året.

- De højere driftsomkostninger var primært drevet af stigende salgs- og distributionsomkostninger som følge af den stigende omsætningsandel fra Pandora-ejede butikker, skriver selskabet i sit regnskab.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11