I søndags var en Dagli'Brugs i Almind ved Kolding
udsat for et frækt svindelnummer, da en mand stak af, efter at have købt - men ikke betalt - otte oddset-kuponer til et livevæddemål.
Fredericia Dagblad har talt med Danske Spil, der fortæller, at den form for svindel er velkendt, og at butikkerne ofte ikke bliver mistænksomme, før det er for sent, fordi den slags svindlere ikke ligner det, vi forventer af en forbryder.
- Det er ikke sådan nogle forbryder-stereotyper, der er lette at genkende. De kan være meget velklædte, høflige og venlige, og det gør selvfølgelig folk mindre mistænksomme overfor dem, siger Flemming Eriksen, projektmanager hos Danske Spil.
Han råder butikkerne til altid at sikre sig pengene, inden væddemålet aktiveres.
