23948sdkhjf

Skandaleramt energiselskab skrotter hjælp til brudekjoler og mandesmykker

Det har ikke givet tilstrækkelig branding at støtte brudekjoler og mandesmykker, mener Ewii.
300.000 kroner til udvikling af brudekjoler og 345.000 kroner til en smykkeserie til mænd. Det er nogle af de projekter, som energiselskabet Ewii senest har støttet via selskabets værdipulje, oplyser DR P4 Trekanten .

Men i kølvandet på en skandale, der har ramt selskabet, lukker Ewii nu værdipuljen, oplyser konstitueret direktør i Ewii, Jens Christian Sørensen.

- Vi har konstateret, at det er relativt tungt at administrere, samtidig må vi konstatere, at vi ikke har fået tilstrækkelig positiv branding ud af det i forhold til, hvad det koster, siger Jens Christian Sørensen.

Energiselskabets - og især den fyrede direktørs - pengeforbrug har været i søgelyset det seneste halve år, og DR Trekanten har tidligere spurgt til, hvorfor Ewii valgte at støtte netop brudekjoler og herresmykker.

- Det er ikke omtalen, der har været i forbindelse med de konkrete projekter, der er årsag til, at vi ikke viderefører det. Begge projekter har opfyldt formålet med værdipuljen, nemlig at sætte gang i nye ting i Trekantområdet og skabe nye arbejdspladser, siger Jens Christian Sørensen.

I stedet for værdipuljen, der har uddelt op til fem millioner kroner om året, vil Ewii bruge to millioner kroner om året på op til tre store begivenheder i Trekantområdet.

- Det kan være en større sportsbegivenhed, en bys jubilæum eller indvielse af en ny kulturinstitution, siger han.

Nedlæggelsen af værdipuljen er en del af Ewiis nye strategi, og blev for en uge siden godkendt af Ewiis bestyrelse.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095