23948sdkhjf

Arla er tæt på afgørende gennembrud i USA

Arlas mest profitable datterselskab er tæt på et afgørende gennembrud i USA - og måske Europa. Der er udsigt til byggeri af nye fabrikker, som skal forarbejde flere milliarder liter råvarer. .
Arla Foods' i særklasse mest profitable datterselskab, Arla Foods Ingredients, AFI, nærmer sig et stort gennembrud i USA.

Det skriver Finans.

I næsten 10 år har AFI forgæves jagtet en nordamerikansk partner, som skal tilføre selskabet milliarder af liter råvarer og muliggøre et kæmpe vækstspring.

- Vi arbejder lige nu med nogle meget konkrete projekter, og det er min klare ambition, at vi skal lykkes med noget i USA allerede nu i 2017. Vi er desuden nået langt med et konkret projekt i Europa, og det er muligt, at vi også kan nå i mål med det i år, fortæller Henrik Andersen, adm. direktør for AFI.

På fabrikker i Danmark, Tyskland og Argentina forarbejder AFI årligt 6,5 mia. liter valle - det tynde restprodukt, der er tilbage efter produktionen af ost. På basis af vallen producerer AFI årligt omkring 40.000 tons proteiner og op mod 130.000 tons laktose (mælkesukker).

Der er tale om en særdeles lukrativ forretning. Arlas adm. direktør, Peder Tuborgh, betegner således AFI som koncernens »mest lønsomme forretningsområde«.

AFI har potentiale til at tjene mange flere penge til Arla, men det potentiale har i årevis været undertrykt af mangel på råvarer. AFI har for længst opsuget og forarbejdet hver en liter ledig valle fra moderselskabet Arla, og derfor er Henrik Andersen på jagt efter mulige samarbejdspartnere, der kan bidrage med flere råvarer.

Nu ser denne jagt endelig ud til at give resultat.

- Vi arbejder lige nu dag og nat på at finde flere råvarer i både USA og Europa. Til en ny fabrik skal vi ideelt set bruge 2 mia. liter valle samlet på et sted. Kan vi finde det, så er vi indstillet på at bygge. Der er tale om store investeringer, så vi er meget kræsne i forhold til valget af partner, hvilket forklarer, hvorfor det har taget så lang tid at finde den rette. Det er afgørende, at vallen har den rette kvalitet, hvilket ikke altid er en selvfølge i USA, hvor man eksempelvis bruger forskellige farvestoffer i osteproduktionen, forklarer Henrik Andersen over for Finans.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14