23948sdkhjf

Danske Banks systemer er næsten oppe - MobilePay driller

Danske Bank har fået genstartet sine it-systemer. Kun betaling med MobilePay i butikkerne halter.
Kunder i Danske Bank og brugere af MobilePay skulle igen kunne logge ind på bankens apps og systemer.

Et nedbrud, der opstod onsdag eftermiddag, generer næsten ikke længere it-driften. Det fortæller pressechef Kenni Leth.

- Vi har det meste tilbage på plads og er næsten i mål. Der er stadig enkelte systemer, som ikke virker endnu, men langt det meste af de større kundevendte systemer som pengeautomater, kortsystemer og netbank gør.

- MobilePay virker også, bare ikke til butikker. Men almindelige pengeoverførsler er ikke noget problem, og man kan også logge på appen uden problemer, sagde han til Ritzau ved 6-tiden i morges.

Klokken 7.30 konstaterer han dog over for TV2, at der fortsat er problemer med MobilePay, når det gælder private overførsler.

Hvad angår årsagen til nedbruddet er man nået så langt, at man med stor sikkerhed kan pege på, hvad der forårsagede de tekniske problemer.

- Det, vi ved lige nu, er at et strømsvigt har fået en række af de kundevendte systemer til at sætte ud.

- Men vi er i gang med en dybere analyse af problemet for at lære af det og undgå, at det kan ske igen, siger Kenni Leth.

Han afviser "fuldstændigt", at problemerne skyldes hacking.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078