To mænd blev for nyligt uskyldigt anklaget for tyveri og fik deres lommer endevendt foran alle kunderne af en butiksdetektiv i Netto i Næstved, fortæller Sjællandske Næstved.
Vagten havde holdt øje med de to, og da de var ved at forlade butikken, tilbageholdt han dem og undersøgte dem - men fandt altså ingenting.
Begge de to mænd blev meget forskrækkede, og især Allan Kader, der er ejer af den lokale grill. Han er bange for, at folk i byen nu vil tro, at han er en tyv.
- Det var virkelig ikke særlig behageligt. Jeg rystede helt, fortæller han til avisen.
Dansk Supermarked beklager hændelsen.