23948sdkhjf

Image: Vil du have troværdighed, så tag ved lære af det offentlige

Vi stoler mest på offentligt ansatte. Iværksættere, advokater og håndværkere befinder sig i midten, mens journalister, bilforhandlere og politikere er de mest utroværdige, viser ny undersøgelse.
Spørger man den gennemsnitlige dansker, hvem de stoler mest på, så er svaret i dag entydigt: Folk med stillinger inden for det offentlige - først og fremmest i sundhedssektoren.

Det viser den årlige troværdighedsundersøgelse fra kommunikationsvirksomheden Radius, hvor et repræsentativt udvalg af danskerne via Epinions Danmarkspanel har vurderet troværdigheden for 25 faggrupper.

Fra stillinger i det private erhvervsliv befinder iværksættere, advokater og håndværkere sig lige under midten, mens bankrådgivere og ejendomsmæglere kun lige kravler over en bundplacering.

Og der er noget at lære i den måde vi ser på folk i offentlige erhverv på.

I årets måling er det nemlig igen offentlige faggrupper som sygeplejersker, dommere, læger og politibetjente som har den største tillid blandt danskerne. Alle faggrupperne kan glæde sig over en placering i toppen af troværdighedsmålingen, og at netop de faggrupper har høj troværdighed er ingen overraskelse.

Vinder år efter år
Hvert år siden 2009, hvor Radius har gennemført målingen, er der nemlig en klar tendens til, at særligt de offentlige omsorgsfag år efter år ligger højt på listen:
 


Fra top til bund

1. Jordemødre 4,13.
2. Sygeplejersker 3,98.
3. Dommere 3,92.
4. Læger 3,89.
5. Politibetjente 3,75.
6. Fysioterapeuter 3,67.
7. Præster 3,56.
8. Soldater 3,56.
9. Tandlæger 3,50.
10. Skolelærere 3,43.
11. Hjemmehjælpere 3,42.
12. Pædagoger 3,38.
13. Landmænd 3,29.
14. Buschauffører 3,28.
15. Advokater 3,25.
16. Iværksættere 3,22.
17. Håndværkere 3,15.
18. Socialrådgivere 3,04.
19. Embedsmænd 2,91.
20. Parkeringsvagter 2,88.
21. Bankrådgivere 2,83.
22. Ejendomsmæglere 2,54.
23. Journalister 2,43.
24. Bilforhandlere 2,37.
25. Politikere 2,07.
Undersøgelsen er lavet af Epinion for Radius Kommunikation.
- Danskerne viser igen i år, at de har stor tillid til de faggrupper, som løser de nære velfærdsopgaver. Den store tillid bunder særligt i, at danskerne synes, at de er vigtige for det danske samfund, og fordi vi beundrer det håndværk eller arbejde, som de udfører, forklarer seniorpartner og bestyrelsesformand i Radius Nicolaj Taudorf Andersen.

- Det er grupper de fleste har helt tæt inde på livet, hvor deres kompetence i en for os særlig sårbar tid er afgørende, og hvor vi i øvrigt oplever en høj indsigt og kvalitet i udførelsen af arbejdet. Desuden mener danskerne, at de er ekstremt vigtige for det danske samfund, siger Nicolaj Taudorf Andersen, med særlig henvisning til jordemødre-faget, som er med i målingen for første gang - og stormer direkte ind på en førsteplads.

Skraber bunden
Politikernes troværdighed vurderes til 2,1 på en skala fra 1 til 5, hvor 5 er meget høj troværdighed, og 1 er meget lav troværdighed.

De folkevalgte politikere nyder dermed mindre tillid end eksempelvis bilforhandlere, journalister og ejendomsmæglere.
 
- Vi finder igen i år politikerne i bunden af troværdighedslisten. Det skyldes primært, at danskerne er meget lidt imponerede over det arbejde, politikerne udfører. Derudover kan vi se, at evnen til dels at kunne kommunikere i øjenhøjde med danskerne samt kunne indrømme, når man har begået fejl, også har stor indflydelse på politikernes troværdighed, slutter Nicolaj Taudorf Andersen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094