23948sdkhjf

Danskerne ser ikke benzinstationer som kundevenlige

Uno-X vil konkurrere på kundernes tilfredshed.
I mange år har danske benzinkæder konkurreret indædt på prisen på brændstof, men siden Circle K ændrede markedsdynamikken med den permanente nedsættelse af prisen med 40 øre pr. 1. februar 2017, er der blevet langt mindre forskel på priserne i løbet af dagen og på tværs af kæderne.

Hvor tommelfingerreglen for bilister tidligere var, at de skulle tanke før kl. 10 for at få benzinen til den laveste pris, er priserne nu udjævnet henover dagen. Det er med andre ord blevet sværere for kæderne at overraske kunderne med et godt prisfald.

Det skriver Uno-X i en pressemeddelelse.

- Gode tankningsoplevelser og tilfredshed er afgørende for kundernes loyalitet, og det er blevet forstærket af Cirkle K’s initiativ, der har gjort, at prisspændet i løbet af dagen og mellem kæderne ikke er så stort som før. Vi arbejder på, at kunderne altid vil køre til Uno-X først, fordi de her ved, at de får den bedste tankningsoplevelse. Hvor kunden oplever en station, der er let tilgængelig, og som med brugervenlig og intuitiv selvbetjening får tankningen nemt og effektivt overstået på en enkel og indbydende station. Det er vores mål, forklarer Anders Brønnum-Hyttel, marketingchef i Uno-X.

Danskerne: Ingen benzinkæder er kundevenlige
En større undersøgelse, som Uno-X har fået gennemført af analyseinstituttet Wilke, viser, at benzinbranchen på tværs af kæder har en meget lav gennemsnitlig ’Net Promoter Score’, der er et udtryk for kundeoplevelse og kundetilfredshed.

Faktisk scorer benzinbranchen generelt lavere end andre brancher.

Ifølge undersøgelsen har ingen kæder opnået en position, hvor de bliver opfattet som innovative eller specielt kundevenlige. Men det er netop den position, Uno-X vil gå benhårdt efter.

- Vi kan selvfølgelig ikke se bort fra, at prisen spiller en større rolle for danskernes valg af tankstation, men det er tydeligt, at tankningsoplevelsen kan forbedres meget og skabe langt mere kundetilfredshed end nu. Derfor har vi det seneste halve år fået helt nye betalingsautomater, som er brugervenlige og blandt de absolut hurtigste på markedet. Samtidig har vi forbedret belysningen på mange stationer, og vi har givet kunderne et løfte om, at vi vil fortsætte med at implementere nye tiltag for løbende at forbedre brugervenligheden. I sidste ende skal det ikke kun være billigt at tanke hos Uno-X, men også indbydende, enkelt og hurtigt, forklarer Anders Brønnum-Hyttel.

Wilkes analyse viser også, at Uno-X har et stort potentiale for at gøre lettere utilfredse eller indifferente kunder tilfredse. Og her er den gode kundeoplevelse nøglen.

- Vi er på plads med prisen, hvor vores mål er, at kunderne på deres vej ikke skal kunne finde priserne billigere end hos Uno-X. Så nu vil vi kigge på at gøre flere kunder tilfredse. Kan vi gøre bare 10 procent flere kunder mere tilfredse, har vi vundet meget. Større kundetilfredshed giver større loyalitet, og det er det, vi arbejder henimod, slutter Anders Brønnum-Hyttel.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062