23948sdkhjf

Frustrerede forbrugere: Bremserne svigter på ladcykler

Flere forbrugere er utrygge ved bremserne på deres ladcykler, og det kan være farligt, understreger ekspert.
De kører på cykelstierne i de fleste danske byer og har sågar erstattet bil nummer to i flere familier, når far og mor skal transportere børn og tunge varer.

Ladcyklen er populær, men flere oplever samtidig, at bremserne på de store og ofte meget tunge cykler er for dårlige, og at det ligefrem kan være farligt at cykle på dem.

En af dem er Tatjana Espersen fra Aalborg. I juli brugte hun 8.698 kroner på en ladcykel, som hun skulle bruge til at køre rundt med sine to børn.

Men efter at have brugt den få gange, kunne ladcyklen ikke bremse ordentligt, og på vej hen til sin lokale cykelsmed var hun tæt på at køre en fodgænger ned, fortæller hun.

- Han gik ud på cykelstien tre til fire meter foran, og jeg råbte ’stop!’. Jeg kunne overhovedet ikke nå at bremse, og jeg havde ramt ham, hvis ikke han havde flyttet sig, fortællerTatjana Espersen til DR Nordjylland.
Også Claus Nielsen fra Frederikshavn har oplevet problemer efter, at han sidste sommer købte en el-ladcykel.

- Det var ment som en 'konebil', men hun har valgt ikke at bruge den mere efter to uheld, siger han.

Efter hundrede kilometers kørsel begyndte bremserne at bremse skævt, og i to tilfælde væltede Claus Nielsens kone ud på kørebanen, da hun forsøgte at bremse. Hun fik knubs, men bar til alt held hjelm ved uheldene, fortæller han.

Claus Nielsen bruger nu selv cyklen til kortere ture, men kører meget forsigtigt og overvejer at få sat bedre bremser på inden vintersæsonen.

- Jeg har fortrudt det lidt, for nu bliver den ikke brugt til det formål, den skulle. Hvis jeg kunne lave det om, havde jeg købt noget andet. Måske en, der var danskproduceret, for jeg tror, at den, vi har, er billigt produceret, siger han.

DR har talt med i alt 25 cykelhandlere i byer som Aalborg, Frederikshavn, Hjørring, København, Aarhus og Aabenraa.

De har alle haft kunder, der er kommet ind med ladcykler, som de selv har købt på nettet, men er sidenhen blevet utrygge ved bremserne og ønsker dem forbedret eller skiftet.

Ved en tysk test sidste år dumpede bremserne på fire ud af ti mærker indenfor el-ladcykler, og af disse mærker sælges de tre af dem for øjeblikket via danske hjemmesider.

Generelt kan det være farligt at træde op på en ladcykel, hvis bremserne ikke er i orden.

Det understreger Thomas Jæger, der er faglærer på cykelmekanikeruddannelsen på erhvervsskolen CELF på Lolland-Falster.

- Man kan sagtens forestille sig, at nogle af disse cykler er direkte farlige, hvis cyklen er læsset op og ikke bremser ens på begge forhjul, så er der risiko for at vælte på den, siger han.

Ladcyklerne stiller større krav til bremsernes effektivitet, fordi de er betydeligt tungere end almindelige cykler og i de fleste tilfælde har tre hjul i stedet for to.

Det kan gøre den sværere at styre, og det kan give farlige situationer, hvis cyklen ikke bremser lige hårdt på venstre og højre forhjul, fortæller Thomas Jæger.

I det hele taget bør man kigge sig for, inden man investerer i en ladcykel, lyder hans opfordring.

- For flere typer ladcykler er det sådan, at hvis man skal bremse, mens man drejer, så har de tendens til at dreje kraftigere end ellers. Det er uheldigt at finde ud af i første lyskryds, siger han.

- På cykler med el på kan man være udsat for, at elmotoren slår forsinket fra, når man stopper med at træde rundt i pedalerne eller begynder at bremse, fortsætter han.

Hverken i Danmark eller på europæisk plan er der specifikke krav eller standarder for bremseevnen på ladcykler. Derfor bør der kigges på reglerne, mener socialdemokraternes transportordfører Rasmus Prehn.

- Det, der sker, er, at folk begynder at købe på internettet uden at have autoriserede cykelsmede inde over, og derfor kan man ikke regne med, at der styr på kvaliteten, siger han.

- Vi må kigge på, om der skal være en skarpere forbrugerpolitik på det her område, så de cykler, der bliver solgt i Danmark skal være mærket på en bestemt måde, så man ved, at de er sikkerhedsgodkendt. Det vil jeg gerne være med til at bringe i Folketinget, siger han.

Både Tatjana Espersen og Claus Nielsen har købt deres cykler via AM Ladcykler. Tatjana Espersen har i flere uger mailet med AM Ladcykler for at få lov til at returnere cyklen og få sine penge tilbage.

Det kunne i første omgang ikke lade sig gøre, men efter at cykelekspert Thomas Jæger på DR’s foranledning bad om at foretage en uvildig test af cyklen, afhentede AM Ladcykler den og førte købsbeløbet retur til Tatjana Espersens konto.

Martin Andersen, direktør ved AM Ladcykler, har ikke ønsket at forklare DR, hvorfor Tatjana Espersen pludselig godt kunne få pengene igen, og hvorfor hendes cykel ikke måtte testes.

Ladcykler sælges både med og uden elmotor og ligger prismæssigt fra omkring 7.000 kroner for de billigste til over 30.000 kroner for de dyreste.

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095