Ud med underskud: Men stærk tro på overskud
SengeSpecialisten er gået frem i omsætningen med 37 procent. Og sidste års underskud er mindsket fra 7,7 til 2,3 mio. kr.
Læs også: Jysk-opkøb i heftig vækst
Den landsdækkende kæde med sengebutikker har ikke offentliggjort sit seneste årsregnskab, men har præsenteret nogle hovedtal for Berlingske Business.
I 2014 blev kæden købt af Lars Larsen, og sidste år blev en mangeårig Jysk-medarbejder sat ind som topchef i stedet for en fyret Brian Lund Nielsen.
Rami Jensen, som i dag er topleder i kæden, tror at Lars Larsens langsigtede investering har hjulpet resultatet i den rigtige retning.
- Det giver ro, at der er tillid og tålmodighed i baglandet. Vi kan træffe de rigtige strategiske beslutninger, og vi kan investere i det, som vi ved, vi får afkast af fremadrettet, siger Rami Jensen til Berlingske Business.
De fleste af SengeSpecialistens 18 butikker ligger i Jylland. Der er planer om 10 nye butikker i det kommende år, og de nye butikker skal ligge på hver side af Storebælt.
Den næste åbner på Østerbro i København i november.