23948sdkhjf

Lego-konkurrent øger salget af ponyer og robotter

Legetøjsproducenten Hasbro opnåede syv procent vækst i tredje kvartal på trods af Toys 'R' Us-konkurs.
Mens Lego tidligere på året måtte se omsætningen falde i årets første seks måneder, har andre legetøjsproducenter kronede dage.

Det gælder blandt andet Hasbro, der producerer spil og legetøj, og mandag har offentliggjort sine regnskabstal for tredje kvartal.

Tallene viser en salgsfremgang på syv procent, der blandt andet er hentet på øget salg af Transformers- og My Little Pony-legetøj.

Men også selskabets spildivision, der også omfatter digitale spil, bidrog til festen med en salgsvækst på 22 procent.

Fremgangen er sket på trods af, at én af selskabets største kunder, legetøjskæden Toys 'R' Us, i september gik i betalingsstandsning i USA og Canada, hvor hovedparten af omsætningen ligger.

Det medførte fald i både omsætning og overskud, ligesom økonomisk usikkerhed i Brasilien og Storbritannien også trak den forkerte vej.

Hasbro forventer alligevel, at man i det meget vigtige fjerde kvartal - hvor julehandlen foregår - vil kunne hæve omsætningen med mellem fire og syv procent.

Hasbro omsatte i tredje kvartal for 1,8 milliarder dollar, svarende til 11,4 milliarder kroner. Nettoresultatet løb op i 266 millioner dollar, hvilket er knap 1,7 milliarder kroner.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094