23948sdkhjf

Dagli'Brugs får kongelig juleudsmykning

Vestjysk landsbybrugs forvandles til juleeventyr, når fire blomsterkunstnere fra Bering kommer til byen i to dage og pynter butikken op. Utraditionel uddeler fik ideen, der skal styrke butikkens position som byens samlingspunkt.
Mandag den 30. oktober kommer kongelig hofleverandør Bjarne Als fra Bering House of Flowers sammen med tre medarbejdere til den lille vestjyske landsby Nordenskov for at forvandle Dagli' Brugsen fra en almindelig brugs til et eventyrligt julelandskab.

Det er uddeler Kim Rudebeck, der har fået ideen og taget initiativet til det utraditionelle - og kostbare - arrangement.

- Jeg sad og så Hofleverandørerne i fjernsynet, hvor jeg så Bering juleudsmykke et hotel i Århus. Så sagde jeg til min kone: Det kan vi da også gøre i Nordenskov, fortæller Kim Rudebeck.

Bjarne Als, indehaver af Bering House of Flowers, var straks med på ideen, og har efter to besøg planlagt udsmykningen, som han forventer, vil tage de fire blomsterkunstnere to hele dage at realisere.

Prisen for arrangementet vil Kim Rudebeck ikke ud med, men han ser det som en investering i at fastholde Dagli' Brugsen som byens samlingspunkt. Nordenskov har godt 700 indbyggere og med relativt kort til handelsbyerne Varde og Esbjerg kræver det kreativitet at sikre, at byens eneste dagligvarebutik overlever.

- Hvis ikke vi gør noget, så er vi her ikke. Dette er tænkt som en gave til vores kunder, som måske får lyst til at lægge lidt mere handel hos os de kommende måneder, siger Kim Rudebeck.

Udover butikkens egen betaling, som udgør langt den største del, er der kommet beløb ind fra sponsorer, blandt andet har Coops Innovationspulje bidraget med 10.000 kr.

Samtidig har OK også gået ind i projektet, og betaler for at butikkens tankanlæg også juleudsmykkes af Bering House of Flowers.

Kunderne vil kunne opleve den unikke Dagli' Brugs i Nordenskov fuldt udsmykket fra onsdag den 1. november til 31. december.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11