Medlemmerne af løbeklubben Run For Fun i Haverslev indledte torsdag aften deres ugentlige træningsløb ved som sædvanligt at samles ved Haverslev Hallen.
Herfra fulgtes de ad til byens Spar købmandsbutik. Det skete for i fællesskab at tænde lys til minde om afdøde købmand Finn Degn Ovesen, der var en markant frontfigur i løbeklubben.
Løberne holdt et minuts stilhed foran købmandsbutikken i Haverslev for at mindes ham.
Sammen med lysene placerede de en T-shirt til afdøde, som de havde fået lavet.
Knap 50 medlemmer af løbeklubben Run For Fun deltog i mindeseancen sammen med afdøde Finn Degn Ovesens hustru Lone.
Den 21. oktober blev købmanden stukket ned i butikken og døde af sine kvæstelser 3. november. En 20 årig mand er sigtet for drabet.