23948sdkhjf

Kinesere slår vild salgsrekord på årets største udsalgsdag

På Singles' Day har kinesiske forbrugere slået salgsrekorden på 113 milliarder kroner på e-platformen Alibaba.
Salget på den kinesiske online-handelsplatform Alibaba har på Kinas største shoppingdag, Singles' Day, nået svimlende 21 milliarder dollar lørdag aften lokal tid.

Det svarer til godt 134 milliarder kroner.

Kun to minutter efter udsalget begyndte ved midnat mellem fredag og lørdag, meldte Alibaba om salg for én milliard dollar. Og efter en time ramte salget ti milliarder dollar.

Dermed er salget allerede oversteget sidste års omsætningsrekord for en enkelt dag på Alibaba på 17,7 milliarder dollar eller godt 113 milliarder kroner.

Oprindeligt tænkt som et festligt indslag for Kinas singler er Singles' Day blevet et 24 timer langt udstyrsstykke, der overstiger det samlede salg under Black Friday og Cyber Monday i USA.

Til sammenligning brugte amerikanerne sidste år på Cyber Monday, der er USA's største dag for indkøb online, knap fire milliarder dollar eller godt 27 milliarder kroner ifølge analysefirmaet comScore.

Singles' Day fungerer desuden som et barometer for købelysten hos Kinas forbrugere.

Til lyden af fanfarer og under overværelse af kendisser såsom Nicole Kidman og Pharrell Williams sparkede Alibaba sent fredag aften udsalget i gang med et show, der var sat op til lejligheden.

- Dette er en stor begivenhed for Kina og for den kinesiske økonomi, siger Joseph Tsai, Alibabas medstifter.

- På Singles' Day er shopping en sport. Det er underholdning, tilføjer han.

Joseph Tsai fortæller videre, at stigende disponible indkomster blandt Kinas over 300 millioner forbrugere i middelklassen er med til at drive virksomhedens onlinesalg.

- Denne stærke gruppe er drivkraft for forbruget i Kina, siger han.

Købere lokkes på Singles' Day ind på Alibabas platforme af store rabatter og slagtilbud.

Det sker på samme måde som den amerikanske tilbudsdag Black Friday, der også er ved at bide sig fast i den danske detailhandel som en tilbagevendende begivenhed.

/ritzau/Reuters

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.235