23948sdkhjf

Buræg er ved at forsvinde fra danske kølediske

Ifølge tal fra Danmarks Statistik er andelen af buræg nu for første gang mindre end andelen af økologiske æg.
For bare fem år siden udgjorde buræg langt den største del af de æg, som danskerne kunne købe i supermarkeder og hos købmænd rundt om i landet.

Men siden da har forbrugernes krav om dyrevelfærd betydet, at det er gået kraftigt tilbage for buræggene.

Danmarks Statistiks seneste opgørelse viser således, at der i tredje kvartal for første gang nogensinde blev produceret flere økologiske æg end buræg.

Alene det seneste år er buræggenes andel faldet med næsten en tredjedel til 26 procent, mens skrabeæg har overtaget pladsen som danskernes foretrukne købeæg.

I samme periode er andelen af æg fra fritgående høns næsten fordoblet, så den nu udgør 10 procent.

Samlet set blev der produceret 19,1 millioner kilo æg i tredje kvartal i år, svarende til en fremgang på én million kilo eller 5,6 procent.

Flere supermarkedskæder har allerede besluttet af fjerne buræg fra deres kølediske.

Der anvendes dog fortsat buræg i industriproduktion, hvor de indgår som ingredienser i andre fødevarer som mayonnaise og kager.

/ritzau/
Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109