23948sdkhjf

Kurdisk bande har plyndret supermarkeder i hele landet

Ansatte over hele landet blev distraheret af tyvebande, mens butikker blev tømt for sprut og cigaretter.
Retten i Aarhus har torsdag kendt to irakiske statsborgere skyldige i en meget omfattende sag om tricktyverier.

Gennem en periode på to år har den kriminelle duo i selskab med flere andre turneret landet rundt og stjålet varer fra supermarkeder for langt over 300.000 kroner.

En af mændene, der er 55 år og bosat i Åbyhøj, straffes med halvandet års fængsel og en betinget udvisning. Hans makker på 46, der bor i det vestlige Aarhus, får først sin dom senere.

Tyverierne er ifølge politiet sket over hele landet - fra Hirtshals i nord over Haderslev i syd og til Maribo på Lolland.

Udbyttet har været varer som cigaretter og spiritus, men også almindelige dagligvarer som kaffe og toiletpapir er blevet stjålet.

Fremgangsmåden har ifølge anklager Irene Thyssen været den samme i alle 44 forhold, som de to mænd var tiltalt for.

- Man går ind som en gruppe, typisk to personer, nogle gange op til fem personer. Man distraherer ansatte og tager varer fra hylder eller fra lageret imens, har anklageren sagt under sagen.

Tre andre mænd er tidligere blevet dømt i samme sagskompleks, og ifølge politiet er der tale om en særlig bande, som med udgangspunkt i det vestlige Aarhus har opereret i hele landet.

- Jeg er meget tilfreds med, at retten i dag slog fast, at de tiltalte er en del af en bande, som begår professionelt og organiseret tyveri af særlig grov karakter, siger anklager Irene Thyssen efter torsdagens dom.

Banden er tidligere blevet omtalt som "kurderbanden" - opkaldt efter de formodede bandemedlemmers etniske tilhørsforhold.

Det er videoovervågning fra butikker, der har ført politiet på sporet af sagen. Da anmeldelser om tricktyverier begyndte at strømme ind, oprettede politiet en særlig enhed forankret hos lokalpolitiet i Aarhus Vest.

Det er den enhed, der har stået for at efterforske alle sagens forhold, selv om de rent geografisk har været spredt over store dele af landet.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11