23948sdkhjf

Briter har ti dage til at bruge 18,5 milliarder kroner

Storbritanniens mangeårige udgave af en hundredlap bliver værdiløs 1. marts, da en ny udgave er på gaden.
Briter bør kigge gemmerne igennem og finde 10-pundsedler frem. En ny version af den meget brugte seddel er nemlig på gaden. Nu er der kun ti dage til, at den gamle bliver værdiløs.

Det skriver The Guardian, der har talt med Storbritanniens nationalbank, Bank of England.

- Vi får for omkring 85 millioner pund 10-pundsedler ind om ugen. Det er nogenlunde på linje med forventningerne. Vi så en tilsvarende trend med 5-pundsedlen.

- Vi forventer ikke, at alle sedlerne bliver returneret, da nogen vil være gået i stykker, være i udlandet eller bliver beholdt som minder, skiver Bank of England til avisen.

Samlet er der 218.200.000 gamle 10-pundsedler - der har en værdi på små 85 kroner - tilbage i omløb eller omkring 27 procent af den samlede mængde, der var udstedt. Det svar til pund for 18,5 milliarder kroner.

Indtil 1. marts kan de frit bruges, men efter 1. marts er butikker og banker ikke juridisk forpligtigede til at tage imod dem.

De kan herefter kun byttes ved at blive sendt fysisk med posten til Bank of England eller ved at møde op hos Bank of England i London og bytte dem.

Videnskabsmanden Charles Darwin pryder den nuværende 10-pundseddel. Den blev indført i 2000.

Der har været stor virak om den nye 10-pundseddel, som forfatteren Jane Austen pryder. Jane Austen har blandt andet skrevet romanerne "Stolthed og Fordom" og "Fornuft og Følelse".

Det var dog ikke Jane Austen, der vakte røre. Det har til gengæld udløst kritik, at sedlerne er lavet af plastik, og det, at de indeholder en marginal mængde dyrefedt.

Det er blevet kaldt uacceptabelt for millioner vegetarer, sikher, hinduer og jains - en gammel indiske religion.

Sidder man som dansker med nogle gamle kroner, så oplyser Nationalbanken på sin hjemmeside, at alle mønter udstedt efter 1875 på 50 øre eller derover er gyldige betalingsmidler. Det samme gælder for alle sedler udstedt efter 1945.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14