23948sdkhjf

Første fald i Lego-omsætningen i 13 år

Legos omsætning og overskud faldt i 2017. Der blev solgt ud af lagrene, og der er bedring på vej.
Lego-koncernen har haft et vanskeligt 2017. For første gang i 13 år må legetøjsproducenten med hovedsæde i Billund konstatere en nedgang i salget.

Omsætningen faldt syv procent til 35 milliarder danske kroner, og nettoresultatet udgjorde 7,8 milliarder mod 9,4 milliarder sidste år.

- 2017 var et udfordrende år, og vi er ikke tilfredse med det finansielle resultat. Vi fik dog en god afslutning på året.

- I december øgede vi forbrugersalget på syv af vores største markeder, og vi har startet 2018 med varelagre på et sundere niveau, siger administrerende direktør Niels B. Christiansen i en pressemeddelelse.

Allerede for et år siden måtte Lego se omsætningsvæksten falde, og sidste år nåede koncernledelsen frem til den erkendelse, at man var vokset for hurtigt i de foregående år.

Derfor blev der i forbindelse med ansættelsen af den tidligere Danfoss-topchef Niels B. Christiansen sat en oprydning i gang, hvor der blandt andet blev solgt ud af lagrene og ryddet op i organisationen.

Det har blandt andet betydet, at salget til forbrugerne i december blev øget på syv af de største markeder i verden, hvilket øger Niels B. Christiansens optimisme.

Den nye koncernchef minder dog om, at processen med at få forretningen tilbage på ret køl ikke er færdig endnu.

- Det kommende år er det målet at stabilisere forretningen gennem en fortsat investering i fantastiske produkter, effektiv global markedsføring og en forbedret drift.

- Men der er ingen hurtige her-og-nu løsninger, og det kommer til at tage tid, før vi opnår stabil vækst, siger han.

Niels B. Christiansen tiltrådte sin nye rolle 1. oktober, hvor han afløste Bali Padda.

Jørgen Vig Knudstorp, der stod i spidsen for selskabet i mere end ti år, er nu bestyrelsesformand for Lego.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.124