23948sdkhjf

De første plastikposer med pant er landet i de danske butikker

For første gang nogensinde kommer der pant på plastikposer. Det sker i dag i Netto, hvor de første butikker på Fyn sætter pant-poserne i handlen.
Når man køber ind i Nettos fynske butikker, vil det være plastikposer med pant, man kan købe. Netto indfører i samarbejde med WWF Verdensnaturfonden pant på plastikposer, og den nye pantordning begynder i dag, mandag den 16. april.

Det skriver Verdensnaturfonden i en pressemeddelelse.

Hvert år produceres mere end 300 mio. tons plastik i verden, og en alt for stor del af det ender i naturen, hvor det har fatale konsekvenser for verdens sårbare natur og vilde dyreliv.

Det skal det nye samarbejde ændre på ved at mindske omfanget af plastik i naturen og fjerne unødvendig plastik fra butikkerne.

Alle kunder i de 56 fynske butikker kan derfor fremover betale 50 øre ekstra for deres plastikposer i Netto, men når de kommer retur med dem i butikken, vil Netto give 1 krone tilbage.

Netto betaler differencen, og overskuddet fra de poser, der ikke returneres, går til WWF Verdensnaturfonden, der hver dag kæmper aktivt imod plastik i naturen - både i Danmark og resten af verden

- Plastik kvæler naturen og de vilde dyr. Omfanget er desværre enormt, så der er ingen tid at spilde. Derfor er jeg glad for, at vi nu starter Danmarks mest ambitiøse samarbejde om at fjerne plastik i naturen sammen med Netto og Dansk Supermarked Group. Med panten på plastikposerne er danskerne med til at løse verdens plastikproblemer - fra kassen i Netto til verdens sårbare natur, siger Bo Øksnebjerg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden, om initiativet, der er det første spadestik i et ambitiøst og nødvendigt projekt.

Nettos og WWF Verdensnaturfondens samarbejde er kun første del af en længere rejse, der både skal eliminere al unødvendig plastik fra Nettos butikker og fjerne den livsfarlige plastik fra naturen. Håbet er, at forbrugere vil levere poserne tilbage til genanvendelse i Netto, så de ikke risikerer at ende i naturen eller på forbrændingen.

- Vi er meget overvældede over den modtagelse, som vores nye pantordning er blevet mødt med af engagerede kunder, som har glædet sig til den. Det er samtidig kun det første af mange skridt mod vores klare og langsigtede mål: Nemlig, at intet af den plast, der anvendes i Netto, ender i naturen, fortæller Michael Løve, der er direktør i Netto International.

Hvis initiativet fungerer, forventes pantordningen udbredt til samtlige Nettos næsten 500 butikker i Danmark samt i udlandet, hvor Netto driver flere end 800 butikker fordelt over Sverige, Polen og Tyskland.

FAKTA: Pant på plastikposer
- Netto tester fra den 16. april pant på specialdesignede plastikposer. Det sker i alle de fynske Netto-butikker.
- I testperioden vil kunderne betale en pant på 50 øre for hver købt pose.
- Poserne kan returneres til kasseassistenten, hvorefter kunden får 1 kr. retur. Forskellen betales af Netto.
- Poser, der bliver afleveret, vil blive indsamlet og afleveret til genanvendelse.
- Vælger man ikke at pante posen, vil pantoverskuddet gå fra Netto til WWF Verdensnaturfonden, som Dansk Supermarked Group og Netto samarbejder med gennem et fælles partnerskab om plast.
- Netto ser den nye pantordning som en investering, hvor udgifterne går til et godt formål - nemlig at mindske plastforurening.
- Overskydende pant fra samarbejdet vil blandt andet blive brugt til at fjerne plastik fra naturen i Danmark og udlandet samt at sætte mere fokus på at finde nye bæredygtige plastløsninger.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11