23948sdkhjf

Lidl tilbyder sundhedstjek til alle medarbejdere

Lidl har indgået et treårigt samarbejde med Firmasund, som betyder, at alle medarbejdere i detailkæden, får tilbudt et årligt sundhedstjek.
Lidl tager – bogstaveligt talt – pulsen på medarbejdernes trivsel og helbred.

Alle 2.500 medarbejdere har nemlig fået tilbudt et gratis sundhedstjek, fortæller Lidl i en pressemeddelelse.

- Vores medarbejdere er vores vigtigste ressource, og vi vægter deres sundhed og velvære højt. Derfor tilbyder vi alle vores medarbejdere et tjek, hvor de får en status på deres helbred. Vi har lavet et samarbejde med Firmasund, som kommer rundt til alle vores butikker og kontorer i hele landet – 120 adresser i alt – hvor hver enkelt medarbejder får lavet et grundigt sundhedstjek og får vejledning i, hvordan man kan arbejde med at forbedre helbredet, fortæller HR chef for Lidl, Sine Dolberg. Hun fortsætter:

- Sundhedstjekket er både et værktøj for den enkelte medarbejder, men også et værktøj for os i ledelsen, så vi med informationerne fra sundhedstjekket kan tune os ind på - og derefter tilfredsstille - de forskellige behov, der måtte være, alt efter om medarbejderen arbejder i butik, på lager eller har et mere stillesiddende arbejde. På den måde kan vi tilbyde vores medarbejdere muligheder, som kan hjælpe dem til en mere balanceret livsstil.

Tjek fra top til tå
Medarbejderne har taget godt imod det gratis tjek, der blandt andet indbefatter en status på vægt, BMI, kolesteroltal, blodsukker, blodtryk, fedtprocent og muskelmasse.

- Der er indtil videre over 400 medarbejdere, der har taget imod tilbuddet. Vi glæder os til at se det endelige resultat af, hvor mange der vælger at melde sig til over de næste år. Flere medarbejdere har allerede været igennem tjekket, og det har givet flere blod på tanden for at komme i gang med en sundere livsstil – og det er netop målet med tilbuddet, siger Sine Dolberg.

Efter sundhedstjekket får hver medarbejder en personlig sundhedsrapport med alle resultaterne fra screeningen og målingerne samt en vejledning ift. fokusområderne.

Også tilbud om vaccination
Sine Dolberg understreger, at sundhedstjekket er et tilbud til medarbejderne. Der er ingen tvang, og det er udelukkende anonymiserede tal, der kommer videre til ledelsen.

- I ledelsen får vi de samlede, anonyme resultater, hvilket giver os mulighed for at se, om der er fællestræk, vi kan udarbejde forbedringstiltag ud fra. Når vi tager pulsen på medarbejdernes helbred, får vi mulighed for at lave nye, målrettede aktiviteter til de forskellige medarbejdergrupper, siger Sine Dolberg og tilføjer:

- I 2017 tilbød vi blandt andet vores medarbejdere, at de kunne deltage i DHL-stafetterne, Vi Cykler Til Arbejde og FEMINA Kvindeløb. Derudover kunne de benytte sig af rabatordninger på motionscentre og få en influenzavaccination på arbejdspladsen. Det, tror vi, er gode tiltag for at forbedre sundheden.

Øger medarbejdernes tilfredshed og velvære
Firmasund er specialiserede i at arbejde med sundhed og trivsel på arbejdspladsen, og de mener, at Lidls fokus på velvære og et godt helbred både er en god investering for virksomheden og en positiv oplevelse for medarbejderne.

- Vi er stolte over samarbejdet med Lidl, og med dette treårige initiativ viser Lidl, at medarbejdernes helbred har betydning, og at man gerne vil have en holdbar sundhedsstrategi. Vores erfaring viser, at når en virksomhed øger sit fokus på medarbejdernes trivsel, så har det en langsigtet, positiv indvirkning på medarbejderne. De bliver mere bevidste om deres eget helbred – både i forhold til social, psykisk og fysisk sundhed. Vi har mødt mange medarbejdere hos Lidl, som er glade for netop denne mulighed, siger Heidi Lyngbæk, der er autoriseret klinisk diætist fra Firmasund.

Samarbejdet med Firmasund er i øvrigt helt i tråd med Lidls nyligt offentliggjorte CSR-strategi, hvor man vil arbejde målrettet på bæredygtige og socialt ansvarlige tiltag inden for alle virksomhedens fokusområder, og medarbejderne er ét af dem.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111