23948sdkhjf

Netto fører an i indbringende år for Dansk Supermarked

Netto havde sit stærkeste år nogensinde, siger topchef i Dansk Supermarked om 2017.
Dansk Supermarked, der blandt andet ejer Netto, Bilka og Føtex, voksede i 2017 og kan se tilbage på et år, hvor selskabets markedsandel i Danmark blev den største nogensinde.

Både omsætning og indtjening voksede i 2017 i forhold til året før - blandt andet takket være en stribe nye Netto-butikker. Det viser selskabets regnskab.

Den samlede omsætning landede på 58,8 milliarder kroner mod 57,9 milliarder i 2016.

- Vi havde en samlet omsætningsvækst på godt en milliard, hvoraf to tredjedele er i Danmark. Der var en god udvikling i vores markedsandele - faktisk er vi på det højeste nogensinde, siger administrerende direktør i Dansk Supermarked Group Per Bank.

- Vi har været den største detailhandelskæde i Danmark i 10 til 15 år, fordi vi også har butikker i udlandet. Men nu er vi også størst på fødevarer i Danmark, siger Per Bank.

Samtidig havde discountkæden Netto Danmark sit stærkeste år nogensinde, ligesom også både Bilka og Føtex havde fremgang, lyder det.

Resultat før skat i Dansk Supermarked landede på 2,2 milliarder kroner mod knap 1,8 milliarder kroner i 2016.

Og det resultat giver finansielle muskler til at investere i flere nye butikker og koncepter, siger Per Bank.

Ikke mindst fordi Dansk Supermarked i 2017 blev hundrede procent fondsejet og ikke længere skal sætte penge af til aktionærer.

Det skete, da den tidligere ejer A.P. Møller - Mærsk solgte sin sidste del af supermarkedskoncernen - 19 procent - til Salling Fondene.

- Det unikke ved os er, at alle de penge, vi tjener, går enten tilbage til virksomheden eller til uddeling via fonden, siger Per Bank.

I den nære fremtid skal der blandt andet investeres i et nyt Netto-koncept. Den første testbutik åbnes i starten af juni. Planen er at omdanne 100 eksisterende Netto-butikker til det nye koncept.

- Konceptet har for eksempel en langt større frugt- og grøntafdeling, siger Per Bank, ligesom der vil være færre af de såkaldte spotvarer - særlige tilbudsvarer, som han erkender kan gøre Netto svær at navigere i som kunde i dag.

Det var blandt andet åbning af nye butikker og opkøb, der satte præg på 2017.

I Danmark åbnede Dansk Supermarked 50 nye butikker, blandt andet fordi kæden overtog lejemål fra den hedengangne discountkæde Kiwi.

Samlet investerede Dansk Supermarked knap 1,5 milliarder kroner i nye butikker og it. Det er 215 millioner kroner mere end i 2016.

I løbet af året købte Dansk Supermarked 80 procent af virksomheden Skagenfood, der leverer måltidskasser.

Fakta om Dansk Supermarked
* Dansk Supermarked kalder sig selv Danmarks største detailkoncern.

* Dagligvarekæmpen omfatter blandt andet kæderne Føtex, Bilka, Netto, Salling og wupti.com.

* Dansk Supermarked Group er også franchisetager for burgerkæden Carls Jr. og cafékæden Starbucks i Danmark.

* I alt driver Dansk Supermarked Group mere end 1500 butikker, herunder godt 850 Netto-butikker i Sverige, Tyskland og Polen.

* Dansk Supermarked Group har mere end 50.000 ansatte og omsætter årligt for 58 milliarder kroner på tværs af Danmark, Sverige, Tyskland og Polen.

* Hver uge handler mere end ni millioner kunder i Dansk Supermarkeds butikker.

* Dansk Supermarked blev i sin tid grundlagt af Hermann Salling. Han startede med en manufakturhandel i Søndergade i Aarhus i 1906 og åbnede siden et stormagasin i 1948.

* Hermann Salling åbnede det første supermarked i Danmark - en Føtex i 1960. Samme år stiftede han selskabet Jysk Supermarked.

* I 1964 gik A.P. Møller ind i dagligvarebranchen. Han blev partner i Jysk Supermarked med 50 procent. Og ved samme lejlighed skiftede selskabet navn til Dansk Supermarked.

* Siden solgte A.P. Møller Mærsk ud af sin andel af detailkæmpen. Først i 2014 - og senest i november 2017 solgte Mærsk de sidste 19 procent til Salling Fondene, som nu er eneejer.

Kilde: Dansk Supermarked og A.P. Møller-Mærsk.

/ritzau/


Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125