23948sdkhjf

Ny strategi og trecifret millioninvestering skal redde Matas

Matas offentliggør i dag vækststrategien 'Et fornyet Matas', som skal vende de seneste års udvikling. - Vi skal være lettere på fødderne, siger direktør.
Over de næste fem år fordobler Matas investeringerne i kædens butikker og nethandel.

Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.

- Vi vil over de næste fem år investere omkring 600 mio. kr. i at forny og omstille Matas. Det er det største investeringsprogram i Matas' historie, fortæller Matas' CEO, Gregers Wedell-Wedellsborg, som i dag lancerer strategien på selskabets kapitalmarkedsdag.

Han forklarer, at Matas bevidst vælger en offensiv strategi til at tackle udfordringerne.

- Matas er en sund og god virksomhed med mange styrker, men vi skal handle nu for at spille en større rolle i vores kunders hverdag fremover, siger Gregers Wedell-Wedellsborg.

Matas investerer på nettet, men går også mod strømmen med investeringer i de fysiske butikker.

- Vi går efter at blive først, størst og bedst på nettet inden for vores felt med lynhurtig levering, Danmarks bredeste udvalg, og masser af gode tilbud. Derfor har vi lanceret dag-til-dag levering over hele landet - og blænder nu op for samme dags levering i hovedstadsområdet, siger Gregers Wedell-Wedellsborg og fortsætter:

- Vi tror på den fysiske butik, men butikkens rolle bliver en anden i en fremtid med mere nethandel. Vi vil derfor modernisere vores butikskoncept - og åbne nye butikker. Det skal være mere sanseligt, mere personligt, og nemmere handle i Matas. Vi kan også se muligheder i at lægge mindre butikker sammen til større og mere attraktive butikker. Til gengæld er alle vores butikker i dag sunde, så vi har ikke aktuelle planer om at lukke butikker, siger Gregers Wedell-Wedellsborg

Udover at investere i vækst, tager Matas også et greb om omkostningerne.

- Vi kan ikke spare os til succes, men vi skal være lettere på fødderne. Det betyder blandt andet, at vi skal øge brugen af teknologi for at frigøre mere tid til kunderne og sikre fair priser - ikke mindst til vores 1,5 mio. Club Matas medlemmer, siger Gregers Wedell-Wedellsborg.

Han ser det samtidig som en helt naturlig del af Matas' udvikling, at det høje serviceniveau i selskabets butikker fastholdes og udvikles.

- Vi har snakket med tusindvis af kunder og hørt deres mening. Og svarene er klare. Kunderne elsker at få gode råd og kompetent betjening i Matas - både i butikkerne og på nettet. Derfor vil vi værne om vores medarbejderes faglighed og styrke vores uddannelsesindsats, siger Gregers Wedell-Wedellsborg, der slår fast, at Matas aktionærer må indstille sig på, at der skal omsættes mere og investeres mere for at fastholde den gode indtjening.

- Matas' aktionærer har nydt godt af en meget solid indtjening. Men vi må konstatere, at konkurrencen i både detail- og nethandlen er blevet hårdere og det vil fortsætte. Derfor skal vi ganske enkelt sælge mere for at tjene det samme. Den udfordring tager vi nu på os - både ved at rebe sejlene, men også ved at udvikle helt nye måder, hvorpå vi kan betjene vore kunder - uanset hvor og hvornår de ønsker at handle hos os, siger Gregers Wedell-Wedellsborg.

Matas' topchefs udmeldinger kommer på dagen, hvor selskabet har offentliggjort årsrapporten for 2017/18. Den viser en omsætning på 3,42 mia. kr. mod 3,46 mia. kr. året før. Overskuddet for det seneste år blev på 280 mio. kr. mod 339 mio. kr. året før.

- Tallene taler deres eget tydelige sprog. Vi skal slå ind på en ny kurs og være skarpere for fortsat at levere de resultater, vores ejere forventer. Vi tror på, at vi med vækststrategien over de næste fem år kan øge Matas' omsætning med 300 til 500 mio. kr. fra de nuværende 3,4 mia. kr., siger Gregers Wedell-Wedellsborg.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.114