23948sdkhjf

Flere handler i udenlandske webshops

Vigtigt at der betales dansk moms og afgifter, mener Dansk Erhverv.

Danskerne har i høj grad fået øjnene op for muligheden for at købe fra netbutikker uden for Danmarks og Europas grænser.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik, der kortlægger danskernes e-handelsvaner.

Hver fjerde dansker, der har e-handlet inden for det seneste år, har købt online fra en netbutik, der ligger udenfor EU, fortæller Dansk Erhverv.

Det er en stor stigning på blot et år, hvor det før var hver femte dansker, som havde e-handlet uden for EU.

 - Mange udenlandske webshops navnlig fra Kina reklamerer med meget lave priser. Som forbruger skal man altid bruge sin sunde fornuft og overveje, om et tilbud er for godt til at være sandt. Det er det desværre ofte, når vi taler om varer fra f.eks. Kina, siger Henrik Hyltoft, markedsdirektør i Dansk Erhverv.

Den såkaldte e-grænsehandel overhalede ifølge tal fra Dansk Erhverv allerede den fysiske grænsehandel i 2016, og udviklingen tyder ikke på at den vækst dæmpes de kommende år.

Men mange omgår de danske regler for moms og afgifter, og produktsikkerheden lever heller ikke altid op til danske standarder.

- Vi er ikke bange for konkurrence, men det skal være konkurrence på fair vilkår. Når man let kan undgå at betale moms og afgifter, er det jo ingen kunst at være billigst, men det er kun fordi myndighederne ikke tjekker varer fra f.eks. Kina godt nok,” siger Henrik Hyltoft.

 Dansk Erhverv foreslår konkret, at myndighederne kontrollerer langt flere pakker, og at der betales moms af alle varer uanset pris. I dag skal man kun betale moms af varer til en værdi over 80 kroner fra lande uden for EU.

 Danskerne handler online som aldrig før

Tallene fra Danmarks Statistik viser samtidig, at antallet af danskere, der har e-handlet, er det hidtil største siden målingen begyndte.

Kun otte procent af danskerne har aldrig handlet online mod 14 procent i 2017.

- Danskerne har i den grad taget e-handel til sig, og været hurtige til at omstille sig til at handle online på mange serviceres og varer. De forskellige afsætningskanaler smelter sammen og  det skal man selvfølgelig forholde sig til som virksomhed. Men vi kan samtidig konstatere, at langt hovedparten af forbruget stadig ligger i de fysiske butikker, siger Henrik Hyltoft og henviser til, at ca. 11 procent af detailomsætningen ligger offline ifølge tal fra Dansk Erhverv.

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157