23948sdkhjf

Forbrugeres optimisme stiger - og de har noget at have det i

Danske forbrugere ser lyst på økonomien hjemme og i samfundet, viser måling. Og med god grund, mener økonomer.

Når man spørger en gruppe forbrugere i Danmark, hvordan de ser på udsigten for deres økonomi på hjemmefronten og for økonomien i samfundet generelt, så lyder svaret sandsynligvis, at det da går meget godt".

I hvert fald hvis man ser på den indikator, der hedder forbrugertilliden fra Danmarks Statistik. Forbrugertilliden tager et nøk opad og ligger på 10,6 i juni mod 9,3 i maj. 

Det er det højeste niveau i over tre år, lyder det fra en bankøkonom.

- Samlet set er forbrugerne fortsat mere optimistiske, end de har været de seneste år, og med god grund, siger Louise Aggerstrøm Hansen, privatøkonom i Danske Bank.

Både samfundsøkonomi og privatøkonomi har nemlig gode forudsætninger i øjeblikket, mener hun.

- Der er blandt andet udsigt til højere lønvækst end sidste år. Og med priser, der stiger langsommere end forventet, så kan mange se frem til at have flere penge mellem hænderne i 2018 end i 2017. 

- Samtidig venter vi, at fortsat stigende beskæftigelse og fremgang på boligmarkedet vil være med til at understøtte danskernes økonomi i 2018, skriver privatøkonomen i en kommentar.

Bag tallene for forbrugertilliden ligger en undersøgelse, hvor omkring 1000 repræsentativt udvalgte danskere får stillet spørgsmål om deres økonomiske situation og planer. 

Positive svar trækker indikatoren op. Negative svar trækker indikatoren ned. 

Ifølge cheføkonom Niels Rønholt fra Jyske Bank har indikatoren gennemsnitligt ligget på 2,9 siden 2000. Og han er lidt overrasket over, at indikatoren fortsatte med at stige i juni.

- Vi fik en pæn stigning i maj efter overenskomstaftalen på det offentlige område. Og måske trak det gode vejr også op i maj. Det var som bekendt den varmeste maj, siden DMI startede målingerne i 1874. 

- Temperaturerne er faldet lidt nu, overenskomsten er kommet på afstand, og Trump svinger med sablen i sin handelskrig. Men det preller altså af på forbrugerne i Danmark, skriver økonomen.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094