23948sdkhjf

Roskilde Festival tilbyder fodbehandling til pantsamlere

Mens andre festivaler udelukker pantsamlere på grund af klager fra gæsterne, går Roskilde Festival den stik modsatte retning.

Roskilde Festival har i år for første gang en frivillig fodterapeut til at behandle pantsamleres fødder.

Det fortæller Rose Haugelund, der er ansvarlig for festivalens 'Café Pant', til Radio24syv.

- Mange af dem har rigtig dårlige fødder, når de går rundt i støvet herude. De er virkelig glade for hende - vi skal nok have to-tre stykker med næste gang, siger Rose Haugelund til Radio24syv.

Netop i år har to andre store danske festivaler, nemlig Tinderbox i Odense og NorthSide i Aarhus, udelukket de professionelle pantsamlere, fordi festivalerne har fået klager fra gæsterne over at nogle af pantsamlerne opfører sig aggressivt og generende.

Men ifølge den overordnede pantansvarlige på Roskilde Festival Jan Bechman, får Roskilde Festival kun få klager over pantsamlerne. Han er stolt af, at festivalen viser socialt ansvar:

- Det er jo nogle stakkels mennesker, der som regel lever under meget dårlige vilkår," siger han til Radio24syv og understreger samtidig, at det er godt for miljøet, at panten bliver samlet ind til genbrug - frem for at bliver efterladt på festivalpladsen og dermed ende sammen med det øvrige affald, der ikke genanvendes.

Jan Bechman fortæller, at de fire største grupper af pantsamlere er danske hjemløse, afrikanere, romaer og asiater og tilføjer, at festivalen gør en dyd ud af at forklare pantsamlerne, at de skal opføre sig ordentligt over for gæsterne. Ligesom festivalen også tager fat i gæster, der ikke viser respekt over for pantsamlerne.

Han har ikke noget indtryk af, om nogle af pantsamlerne er illegale immigranter.

- Vi skal jo ikke gå ind og kontrollere som privat arrangør - det gør man jo heller ikke til fodboldkampe. Det må være myndighedernes opgave, siger han til Radio24syv.

I Roskilde Festivals ’Café Pant’ kan pantsamlerne udover at besøge fodterapeuten også få et bad, en kop kaffe eller te, lidt frugt samt to daglige måltider.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109