23948sdkhjf

XL-Byg i navnestrid med den fynske møbelkæde XL Møbler

XL-Byg mener ikke, at den fynske møbelkæde XL Møbler må bruge sit navn. Striden kan havne i retten.

Byggefirmaet XL-Byg ligger i øjeblikket i navnestrid med den fynske møbelkæde XL Møbler. 

XL-Byg mener, at den fynske møbelkædes navn ligger for tæt på navnet på byggemarkedet. Derfor har XL-Byg stævnet XL Møbler, skriver fyens.dk.

Finder de to virksomheder ikke en løsning ved en retsmægling i september, risikerer sagen at ende i Sø- og Handelsretten, der i så fald skal afgøre navnestriden.

XL Møbler har eksisteret siden 2012, men striden begyndte angiveligt i februar, da møbelbutikken udvidede med forretning nummer to i Sorø.

Her blev den nye møbelbutik placeret lige på den anden side af vejen i forhold til et af XL-Bygs byggemarkeder.

Kort efter modtog XL Møbler en henvendelse fra X-Bygs advokat, hvor butikken blev bedt om at stoppe brugen af "XL" i navnet. Det kan ifølge XL-Byg skabe forveksling i markedet.

Abdullah Ahmad, der er direktør i XL Møbler, fortæller, at han føler sig uretfærdigt behandlet.

- Vi hedder XL-Møbler, fordi vi er kendt for vores store familiesofaer. Nu har vi opbygget os en kundekreds, som kender os på det her navn, og der er lagt et stort arbejde og mange ressourcer i at markedsføre os med det.

- Vi har aldrig oplevet nogen, som forvekslede os med XL-Byg. Folk kender os med det navn, og derfor vil det være som at starte fra nul, hvis vi skulle lave det om, siger han til fyens.dk.

XL-Bygs direktør, Thorbjørn Sejer Jensen, ønsker over for fyens.dk ikke at kommentere sagen, før retsmæglingen har fundet sted i september.

Gennem tiden har der været flere navnestridigheder mellem mindre og store virksomheder, som har fået stor opmærksomhed.

Eksempelvis husker mange nok striden mellem Jensens Bøfhus og Jensens Fiskerestaurant. I 2014 vandt Jensens Bøfhus sagen mod den lille restaurant i Sæby, der er drevet af Jacob Jensen.

Det kostede restauranten navnet og ejeren af den, Sæby Fiskehal, 200.000 kroner i bod.

Folkestemningen var dog entydigt imod Jensens Bøfhus, der blev kritiseret for at være smålig.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172