23948sdkhjf

Råd fra apoteker: Sådan opbevarer du medicin i sommervarmen

Medicin kan ikke blive farlig, men den miste værdi i den forkerte temperatur.

Det kan være svært at vide, hvad man skal gøre af sin medicin, når det er så varmt, som det er for tiden.

Det bekræfter Lisbeth Høgh, der er apoteker ved Ebeltoft Apotek, til TV2 Østjylland.

- Folk er meget i tvivl om, hvordan de bedst opbevarer deres medicin. Vi har mange turister her i Ebeltoft, og mange sover i telt, og de kan også nemt komme i tvivl om, hvordan man opbevarer medicin, siger hun.

Lisbeth Høgh har ikke et magisk trick, der kan sikre den rette temperatur for alle medikamenter, men hun kan give nogle kvalificerede anbefalinger.

- Det, vi kan sige, er, at man skal prøve at læse indlægssedlen. Der står som regel, om der er nogle særlige forholdsregler. Det meste medicin skal opbevares mellem 15 og 25 grader, altså det vi kalder stuetemperatur, siger hun til TV2 Østjylland.

Medicin kan miste værdi
I disse dage kan stuetemperaturen dog runde de 30 grader, og selv om det ikke er farligt at indtage medicin, der ikke har den rette temperatur, er det heller ikke specielt fordelagtigt.

- Jeg vil næppe tro, at medicin kan blive farligt. Men den kan aftage i værdi. Lad være med at komme al medicin ind i køleskabet, med mindre det fremgår af indlægssedlen. Der kan være medicin, der ikke kan tåle køleskab, siger apoteker Lisbeth Høgh og fortsætter:

- Der kan også dannes kondensvand i køleskabet, og så der kan der komme fugt. Det er der ikke ret meget medicin, der bryder sig om. Hvis der dannes fugt, kan der dannes nye forbindelser. Fugt er det værste, for så ved man ikke helt, hvad der sker.

Husets koldeste sted
Der er et råd, som man i de fleste tilfælde kan benytte sig af, hvis man er tvivl om den rette temperatur, lyder det fra Lisbeth Høgh.

- Vores gode råd, at man skal anbringe medicinen på det koldeste sted i huset, hvis ikke det skal i køleskabet. Det kan godt være, det er svært at finde et sted med 25 grader for tiden, men man eventuelt bruge en køletaske. Tag kølebrikken ud og kom medicinen i køletasken, så er den et rimelig koldt sted.

Brug sund fornuft og spørg til råds, hvis du er i tvivl, lyder den afsluttende melding fra apotekeren i Ebeltoft.

Varmen smelter krav
Lægemiddelstyrelsen har tirsdag besluttet, at styrelsen ikke vil håndhæve de normale krav til butikkernes udvalg af håndkøbsmedicin.

For forbrugeren betyder det, at man kan komme til at gå forgæves, når man vil købe Panodil i det supermarked, hvor man plejer at købe det.

Det skyldes, at sommervarmen gør det svært for de danske butikker at holde den håndkøbsmedicin, de har på hylderne, nede på den temperatur, som Lægemiddelstyrelsen anbefaler, at medicinen skal opbevares ved.

Det oplyser Lægemiddelstyrelsen til TV2 Østjylland.

I første omgang er butikkerne fritaget de normale krav frem til 1. september, men perioden kan blive forlænget, hvis varmen fortsætter som hidtil.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094