23948sdkhjf

Magasins britiske ejer håber på milliardsalg

Debenhams, der ejer Magasin du Nord, arbejder på et salg. Og det bør indbringe milliarder, mener selskabet.

I juni luftede Magasin du Nords britiske ejer, Debenhams, tanker om at sælge kæden af stormagasiner. Nu er der sat beløb på. Det skriver The Guardian.

Ifølge avisen vurderer Debenhams, at Magasin du Nord vil kunne indbringe 200-250 millioner pund - 1,7 til 2,1 milliarder kroner.

Magasin du Nord har seks forretninger i Danmark. Den nok bedst kendte ligger på Kongens Nytorv i København, mens der også er stormagasiner i Lyngby, Fields, Rødovre, Odense og Aarhus.

- Det er det rette tidspunkt for os at kigge på den forretning, sagde finansdirektør i Debenhams Matt Smith i juni.

Det skete, efter at Debenhams, der ejer flere hundrede stormagasiner i en lang række lande, måtte nedjustere for tredje gang på seks måneder efter konkurrencepres og et hårdt forretningsmiljø i kernemarkedet Storbritannien.

- Det er veldokumenteret, at det er exceptionelt hårde tider for detailmarkedet i Storbritannien.

- Vi ser ikke markedsforholdene ændre sig i den nære fremtid, sagde administrerende direktør i Debenhams Sergio Bucher i den forbindelse.

Debenhams blev ejere af Magasin du Nord i 2009 efter flere års skiftende ejerskab af kæden.

Magasin du Nord har sin oprindelse i 1868, hvor stifterne Theodor Wessel og Emil Vett grundlagde deres første forretning. I 1879 fik de butik i det daværende Hotel du Nord og skiftede navn til Magasin du Nord.

Efter langt over 100 år under ejerskab af stifterne og deres efterkommere samt en børsnotering i 1950'erne, blev Magasin du Nord i tiden op til finanskrisen købt af et islandsk konsortium ledet af Baugur Group.

Som mange andre islandske investeringer fra den periode viste det sig dog at være udpræget lånefinansieret fra blandt andre russiske investorer. 

I 2009 gik Baugur i betalingsstandsning, og Straumur overtog ejerskabet.

Herfra gik ejerskabet over pakistanske Solstra Holding, indtil Debenhams købte Magasin du Nord samme år. Ifølge regnskabet fra Debenhams tjente Magasin du Nord 27 millioner pund, 230 millioner kroner, i 2017.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.187