23948sdkhjf

Ny Bilka åbnet i Randers: Hundredevis af kunder stod i kø

Sidst Bilka åbnede et varehus var i 2012 i Hillerød.

Flere hundrede kunder var stået tidligt op fredag morgen for at få fingrene i de bedste tilbud, da Danmarks 19. Bilka-varehus åbnede i Randers kl. 6.00.

Det fortæller Salling Group i en pressemeddelelse. 

Kort efter tale fra byens borgmester Torben Hansen og Karin Salling blev de mange kunder, efter anvisning fra brandmyndighederne, lukket ind i hold.

- Kunderne har været rigtig tidligt oppe, og der er en super god stemning. Nok havde vi forventet, at der ville komme mange, men at vi har måttet lukke folk ind i hold på 150 af gangen omkring hvert 2. minut, og at klokken var hen ad syv, før de sidste kunder blev lukket ind, er jo helt overvældende, siger varehuschef i Bilka Randers, Jan Møller.

Topmoderne hypermarked 

Den nye Bilka er rykket ind i eksisterende lokaler i Randers Storcenter.

Her har ombygningen til et tocifret millionbeløb stået på siden januar, hvor håndværkerne har revet ned og bygget op og nærmest arbejdet i døgndrift den seneste tid for at være klar til åbningen.

Men så har Randers nu også Danmarks mest moderne hypermarked, garanterer varehuschefen.

- Vi har fået et topmoderne hypermarked med alt lige fra co2-besparende køleanlæg, brede gange og store skilte, der gør det let at finde rundt. Stort set alt har fået en totalrenovering og er bygget op fra ny, siger Jan Møller.

Undervejs har de handlende i Randers Storcenter kunnet følge med i forandringerne, hvor de blandt andet har kunnet se en ny sushibar, et pølsemageri, et åbent bageri og slagterafdeling, et havecenter og en stort frugt- og grøntafdeling tage form.

Bilka længe ventet i Randers 

For mange i Randers har en Bilka i byen da også være længe ventet.

- Borgerne i Randers har i lang tid efterspurgt en Bilka, og det er ingen hemmelighed, at vi længe gerne har villet åbne i Danmarks sjettestørste by. Derfor er det også en meget stor dag for os. Det er ikke lige noget, der sker hver dag, siger Bilkas direktør Mark H. Nielsen med henvisning til, at sidst Bilka åbnede et varehus var i 2012 i Hillerød.

Udover at være byens største indkøbssted, er Bilka nu også en af de største arbejdspladser i Randers. Varehuset beskæftiger nemlig 422 medarbejdere - lige fra deltidsmedarbejdere, slagtere og sektionschefer.

- Vi er stolte over, at være en af Randers' største arbejdspladser. Med det følger naturligvis også et ansvar, og vi gør meget for at tilbyde uddannelse og samtidig være en arbejdsplads, hvor der er høj grad af tillid, stolthed og fællesskab, siger varehuschef, Jan Møller.

De flere end 400 nye medarbejdere i Bilka Randers blev rekrutteret via et stort speed-dating-event holdt over to dage, hvor godt 1250 potentielle kandidater var til samtale.

Om Bilka Randers

  • Randers bliver hjemby for det 19. Bilka-varehus

  • Bilka Randers beskæftiger 422 medarbejdere

  • Ombygningen har været i gang siden januar, hvor Bilka overtog de tidligere Kvickly-lokaler.

  • Under ombygningen er der flyttet 350 lastbiler med byggeaffald, trukket 40.000 meter kabel, leveret 43.000 skillerum, monteret 15.000 hyldekængte og 8600 trådhylder - svarede til 8,6 km hvis de bliver lagt i en række.

  • Bilka Randers har udvidet salgsarealet med 1800 kvm til i alt 8.400 kvm.

  • I Bilka Randers vil kunderne blandt meget andet kunne finde friske fisk, sushibar, hjemmelavede pølsemageri-varer, betjent delikatesse og køddisk, sæsonens bedste udvalg af frugt og grønt samt friskbagt brød fra egen bager. Derudover har varehuset fået et helt nyt havecenter med et stort udvalg af sæsonens blomster, en stor elektronikafdeling, tekstilafdeling og meget mere.

  • 14. august introducerer Bilka Randers klik-og-hent-løsningen BilkaToGo. Her kan kunderne via app eller web bestille dagligvarer inden kl. 10 og hente dem færdigpakket samme dag fra kl. 14.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109