23948sdkhjf

Modebranchen skal øge eksporten for at holde væksten i live

Ifølge nye tal er det i udlandet, væksten skal hentes, hvis man vil holde trit med rekordåret 2017.

Modebranchen har i løbet af årrække vokset sig til en markant og omfangsrig branche i dansk erhvervsliv.

Væksten har været nogenlunde konstant, og derfor var det heller ingen større overraskelse, at 2017 endte med en rekordomsætning for salget af beklædning på 45 mia. kr., skriver Dansk Mode & Textil i en pressemeddelelse. 

Brancheorganisationen har analyseret branchen forud for Copenhagen Fashion Week, der starter i morgen.

Analysen viser, at hvis branchen skal fortsætte sin vækst, skal det ske via eksport.

Både 2017 og de foreløbige tal for 2018 viser nemlig med al tydelighed, at det er på eksportmarkederne, danske modevirksomheder skal skabe vækst. I første kvartal af 2018 faldt salget af beklædning til de danske modebutikker nemlig 6 pct., mens eksporten steg med 5 pct.

- Vi må konstatere, at salget af dansk beklædning til de hjemlige modebutikker endnu en gang har taget et dyk her i starten af 2018. Den udvikling har, trods enkelte år med opblomstring, været meget udtalt i de seneste ti år. Derfor har de danske modevirksomheder over en bred kam prioriteret eksportmarkederne, og den prioritering har båret frugt, fortæller adm. direktør i brancheorganisationen Dansk Mode & Textil, Thomas Klausen.

- Tidligere kunne du godt drive et modebrand udelukkende med salg til danske kunder. Det er utænkeligt i dag. Hvis du vil overleve som modevirksomhed, er der ingen vej uden om eksporten, og du skal have en klar strategi, hvis du vil have succes. Det er i høj grad eksporten, der har været definerende for de modevirksomheder, der har klaret sig godt siden finanskrisen, siger han. 

I 2017 udgjorde eksporten 65 pct. af de danske modevirksomheders samlede tøjsalg. Det svarer til ca. 30 mia. kr.

Skandinavien er ikke længere nok

I løbet af de seneste 10 år er eksporten af beklædning steget 40 pct.

Det er primært på nærmarkederne, de danske modevirksomheder sælger deres varer.

Især Tyskland har været en drivkraft, og i 2017 aftog tyskerne dansk tøj for 9 mia. kr. Det er 14 pct. højere end året forinden.

Derudover er dansk mode populær i Sverige, Holland, Norge og Storbritannien, som er de resterende på listen over de fem største modemarkeder.

Thomas Klausen ser dog gerne, at dansk mode kommer endnu længere ud i verden.

- Der tegner sig efterhånden et billede af, at det ikke længere er nok at eksportere til Norge og Sverige. Er man som dansk modevirksomhed ikke allerede i gang med eksport uden for Skandinavien, er det ved at være på høje tid. Ellers risikerer man at blive sat af i en branche, hvor konkurrencen er hård og global, siger branchedirektøren.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094