23948sdkhjf

Pandora finder kniven frem efter nedjustering

Smykkeselskabet Pandora lancerer en spareplan dagen efter en overraskende nedjustering af forventningerne.

Smykkeselskabet Pandora følger tirsdag morgen op på gårsdagens nedjustering med en tilpasning af organisationen i selskabet.

Pandora siger i forbindelse med omstruktureringerne farvel til 397 medarbejdere. Reduceringen svarer til 1,5 procent af alle ansatte, da Pandora har omkring 27.000 medarbejdere. 

- Vi har lavet vigtige fremskridt i vores 2022-strategi siden lanceringen sidste år, og vi er overbeviste om, at vi bevæger os i den rigtige retning mod Pandoras langsigtede mål, skriver administrerende direktør Ander Colding Friis i meddelelsen.

Han skriver yderligere, at Pandoras store vækst har gjort strukturen "uens" i forskellige dele af selskabet, og at omstruktureringen skal "opretholde indtjeningen på kort og langt sigt".

- Desværre betyder ændringerne også, at vi må sige farvel til gode medarbejdere. Vi vil gøre, hvad vi kan for at støtte dem på deres videre færd, skriver direktøren.

218 af afskedigelserne er i Thailand, mens der opsiges 15 medarbejdere i Danmark, oplyser Pandora i en pressemeddelelse.

Omstruktureringen skal give besparelser for 150 millioner kroner om året.

Mandag aften nedjusterede Pandora overraskende sine forventninger til 2018 fra en vækst på 7-10 procent til en vækst på 4,7 procent.

- Det giver selvfølgelig et tillidsbrud for investorerne og markedet, sagde Sydbanks Pandora-analytiker Søren Løntoft Hansen til Ritzau Finans mandag og fortsatte:

- Aktien er faldet meget gennem 2018, som afspejler den usikkerhed, der er, men det her er endnu mere benzin til bålet. Det her handler også om tillid til de meldinger, som selskabet kommer med.

I 2011 lavede Pandora også en overraskende nedjustering, hvilket sendte aktien markant ned og medførte en større rokade i ledelsen.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126