23948sdkhjf

Kontaktløse betalinger gør livet surt for bylivets lommetyve

Den eksplosive vækst i brugen af kontaktløse Dankort på cafeer og barer, gør det svært for lommetyve at aflure PIN-koden. Denne type svindel er i frit fald.

Sommervarmen får danskerne ud på fortovscafeer, barer og natklubber - men de kriminelle, der aflurer PIN-koder og stjæler betalingskort i bylivet, må oftere og oftere gå tomhændede hjem.

Det skriver Nets i en pressemeddelelse. 

Næsten tre ud af fire betalinger til fx fadøl, mad og drinks på cafeer, barer og restauranter foregår nu med kontaktløs betaling.

Her er det ofte unødvendigt at taste PIN-kode, hvis beløbet er mindre end 350 kroner.

Den hastige og rekordstore udbredelse af kontaktløse betalinger i ude- og nattelivet har gjort livet surt for betalingskorttyve, der ellers tidligere har haft en sikker jagtmark her.

- Det har tidligere været en udfordring, at kriminelle målrettet forsøger at aflure PIN-koder, når man står tæt op ad hinanden ved bardisken i nattelivet, hvor det kan være svært at skærme af for sin kodeindtastning. Er koden først afluret, stjæler den kriminelle kortet og hæver hurtigt store beløb i forskellige pengeautomater, indtil kortet bliver spærret. Med den store andel af kontaktløse betalinger mindskes den risiko markant, siger Jeppe Juul-Andersen, direktør med ansvar for Dankort hos Nets.

Det seneste år er denne type sager således reduceret med en tredjedel - og udbredelsen af kontaktløse betalinger har en stor del af æren for, at PIN-kodeafluring er blevet sværere.

Systematisk afluring af koder og efterfølgende tyveri af betalingskort er dog stadig den største kilde til kortmisbrug.

En bekvem løsning

På kun tre år er næsten 60 procent af alle betalinger med Dankort i danske butikker blevet kontaktløse.

- De kontaktløse betalinger er så bekvemme og hurtige, at de er blevet dominerende på rekordtid. Brugen blev løftet yderligere, da beløbsgrænsen i februar blev hævet fra 200 til 350 kroner, og vi forventer, at andelen af kontaktløse betalinger fortsætter med at stige, siger Jeppe Juul-Andersen.

Flere end 80 procent af alle Dankort kan betale kontaktløst, så der er fortsat et stort potentiale for en endnu større udbredelse.

Ud over effekten af de kontaktløse betalinger, arbejder Nets målrettet med at reducere svindel med betalingskort i både hæveautomater, på nettet og i detailhandlen.

På nettet har Nets implementeret en mekanisme, hvor brugeren skal bekræfte køb over 450 kroner via en sms-kode, samt en række teknikker til avanceret forebyggelse af misbrug.

I den fysiske verden har Nets et tæt samarbejde med politiet, der retter sig mod blandt andet tricktyve og pirattaxaer.

Antallet af svindelforsøg er generelt stigende, men andelen af vellykkede svindelforsøg i forhold til det forbrug med Dankort er i fald.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094