23948sdkhjf

Tænk: Unges forbrugslån kan plage dem hele livet

Forbrugerrådet Tænk opfordrer til mere kontrol med forbrugslån og ikke mindst reklamerne for dem.

Det går hårdt ud over unge, der bliver fanget i en gældsspiral. Derfor slår Forbrugerrådet Tænk på tromme for øget regulering af branchen og ikke mindst regulering af branchens markedsføring.

En ny undersøgelse fra Forbrugerrådet Tænk og TrygFonden viser, at hver fjerde ung mellem 18 og 30 år har et forbrugslån i form at enten kviklån, banklån eller køb på afbetaling.

- Vi har set i vores gældsrådgivning, at mange af dem, der kommer ind, hvor det er helt galt fat, har forbrugslån med i bagagen.

- Når nu vi kan se, at vi får skubbet så mange unge ud på en gal kurs, så må vi se på, hvad vi kan gøre for at forebygge det, siger formand for Forbrugerrådet Tænk Anja Philip.

TrygFonden og Tænk har undersøgt specielt de unge og effekten af at komme i økonomisk uføre. Tidlige problemer med økonomien som blandt andet forbrugsgæld, der ikke kan svares, kan præge hele livet.

- Unge er i den særlige situation, at de står og skal flytte hjemmefra, får nye udgifter, skal stifte familie eller andet.

- Vi kan se, at tryghed og trivsel bliver ramt, når man begynder ikke at kunne svare sine regninger. Når man ikke har råd, så begynder man blandt andet at trække sig fra sociale sammenhænge.

- Unge, der er kommet i gældsproblemer, kan pludseligt også få svært ved at købe en bolig og stifte familie. Får de børn, så bliver de også udsatte, siger Anja Philip.

Forbrugerrådet så gerne, at der blev strammet op på området. Ikke mindst i forhold til de reklamer, der fylder meget i det offentlige rum og på sociale medier.

- Det allervigtigste er, at det bliver helt tydeligt, hvad det samlet koster at tage sådanne lån i den aggressive markedsføring, der bliver målrettet steder, hvor unge færdes både fysisk og digitalt.

- Man har begrænset reklamer på tobaksområdet, fordi det er noget, der er en stor risiko ved, siger Anja Philip.

Ud over restriktioner på reklamer ønsker Tænk et loft over, hvor meget en låntager kan ende med at skulle betale tilbage, en maksimal årlig rente, der må tage, samt en tvungen betænkningstid på forbrugslån.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156