23948sdkhjf

4 ud af 5 er taget syge på arbejde

Mange medarbejdere møder på arbejde, selvom de er syge. De står i en samvittighedskonflikt, mener arbejdsmiljøforsker.

Hosten er tør, og panden er varm, men selvom termometeret viser tegn på influenza slæber mange ansatte alligevel sig selv på arbejde. 

80 procent af medarbejderne på landets plejehjem, hospitaler, daginstitutioner og beredskaber er taget på arbejde det seneste år, selvom de var syge.

Det viser en ny undersøgelse fra fagforbundet FOA, som blandt andet organiserer social- og sundhedsassistenter, portører, pædagogmedhjælpere, rengøringsassistenter, brandmænd og reddere.

Det er især dårlig samvittighed over for kolleger og borgere, der får ansatte til at møde på arbejde, selvom næsen løber, og halsen værker. 

76 procent fortæller, at sygemeldinger giver dem dårlig samvittighed over for kollegerne, og 60 procent siger, at de får dårlig samvittighed over for borgerne, når de melder sig syge. 

Ifølge Thomas Clausen, seniorforsker i psykosocialt arbejdsmiljø hos Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, er det et tegn på, at de ansatte føler en stor forpligtelse.

-- De føler, at de har et meningsfuldt arbejde, blandt andet fordi det kan mærkes, når de er væk, men det betyder også, at det kan være svært at mærke efter og tage hensyn til sit eget helbred. Derfor er det vigtigt, at kollegerne holder øje med hinanden og taler om trivsel og fravær på jobbet, siger Thomas Clausen. 

Han uddyber, at på den korte bane står medarbejderen i en vanskelig samvittighedskonflikt over for kollegerne, men på den lange bane kan det betyde, at medarbejderen nedslider sit fysiske og psykiske helbred.

Mange steder får medarbejderne også mere travlt, når en kollega melder sig syg. 62 procent svarer i undersøgelsen, at der er dårlig vikardækning ved sygdom.

Det giver et kæmpe pres på de ansatte, mener FOAs formand, Mona Striib.

- Der er ikke engang nok fastansat personale til at oprette et nødberedskab. Der skal være bedre bemanding og flere på fuldtid, så der ikke mangler hænder til at løse arbejdet ved sygdom, siger Mona Striib.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094