23948sdkhjf

Fødevareindustrien styres af bevidste forbrugere

Fødevareindustrien forventer, at deres kunder bliver mere bevidste om deres valg af fødevarer, skriver Teknologisk Institut i ny rapport

Tre ud af fire fødevarevirksomheder forventer, at bæredygtighed, økologi og klimavenlighed kommer til at påvirke salget af deres produkter indenfor de næste fire-fem år.

Det konkluderer en undersøgelse fra Teknologisk Institut, som har interviewet 170 ledere i fødevarevirksomheder om deres forventninger til fremtidens fødevarer.

- Det er ikke overraskende, og det viser, at fødevarevirksomhederne tager forbrugernes bevidste ønsker om fødevarer med et mindre klimaaftryk alvorligt. Det har stor betydning for fødevarevirksomhederne, når nye produkter skal udvikles og produceres til det, som forbrugerne reelt efterspørger, siger direktør Lars Leopold Hinrichsen, Teknologisk Institut.

Især eksportvirksomheder
Ifølge rapporten "Fødevareindustrien styres af bevidste forbrugere" er det især fødevarevirksomheder med eksport, som forventer, at bæredygtighed, økologi, klimavenlighed og holdbarhed får betydning for salget af deres produkter i fremtiden.

71 procent af eksportvirksomhederne mener også, at holdbarhed i høj grad får betydning for salget, mens 64 procent mener, at bæredygtighed, økologi og klimavenlighed får betydning for fremtidens salg.

Rapporten konkluderer også, at fødevarevirksomhedernes primære kilde til forbrugerens foretrukne smage, er forbrugerne selv. Knapt tre ud af fem (59%) spørger kunderne for at få viden om, hvilke smage forbrugerne foretrækker. Mens kun 16 procent foretager interne undersøgelser for at opnå viden om forbrugernes smag. 22 procent svarer ”andet”, som for eksempel dækker over de ser på salget, bruger feedback fra gæster og ved messer samt indhenter information fra markedsanalyser og via sociale medier.

Mangler data om smag
- Virksomhederne mangler hårde data om smagen, når de skal udvikle nye produkter eller skal sikre sig, at kvaliteten holder sig på et konstant niveau. Smagen er det vigtigste parameter; hvis ikke det smager godt, køber forbrugerne noget andet og får måske ligefrem et dårligt indtryk af producenten. Derfor er det vigtigt at producenterne forholder sig analytisk og investerer i professionelle forbrugerundersøgelser med et solidt datagrundlag, når de udvikler nye produkter. Produktudvikling er dyrt, og det er vigtigt at ramme plet i første forsøg, siger Lars Leopold Hinrichsen.

Om undersøgelsen:

Teknologisk Institut har i perioden 14. februar 2018 til 1. marts 2018 med hjælp fra Jysk Analyse interviewet 170 ledere i fødevarevirksomheder om deres forventninger til fremtidens fødevarer.

Undersøgelsen er en del af undersøgelsesrækken Fremtidens teknologier i danske virksomheder. Her har Teknologisk Institut, som er en af Danmarks største teknologirådgivere og udbydere af teknologisk service, taget en temperaturmåling på fremtidens teknologi, som den ser ud i de brancher, der er nøglen til produktion, energiforbrug og byggeri i Danmark.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.406