23948sdkhjf

Italiens regering vil holde butikker lukket om søndagen

De butiksansatte i italienske butikscentre skal have sikret en fridag om ugen. Søndagslukning er på vej.

Italiens regering planlægger at skrue på den lukkelov, der blev liberaliseret i 2011.

Det kan betyde, at søndagslukning genindføres i butikscentre.

Det er Italiens industriminister og vicepremierminister, Luigi Di Maio, som kommer med oplysningen under forretningsmessen Fiera del Levante i Bari i det sydlige Italien.

- Inden årets udgang vil vi afgjort vedtage en lov, der siger, at butikker i butikscentre skal holde lukket om søndagen og på nationale helligdage, siger ministeren.

Luigi Di Maio er også leder af Femstjernebevægelsen (M5S), der er i koalitionsregering med det højreorienterede parti Lega.

M5S er blevet Italiens største parti på en politik, der går imod korruption, sammenspisthed i de politiske magtcirkler i Rom og i det hele taget være kritisk over for det etablerede Italien.

De Maio argumenterer med, at ansatte i butikkerne skal have en garanteret fridag.

Liberaliseringen af lukkeloven for syv år siden betød ifølge ministeren, at butiksansattes familieliv blev ødelagt, fordi de nu skulle arbejde om søndagen.

Forslaget om at ændre loven fra 2011 er på vej igennem parlamentet. Der ventes indført undtagelser for søndagslukningen, blandt andet når det gælder caféer, restauranter og butikker i turistområder.

Med lovændringen vil de to koalitionspartier også forsvare mindre forretningsdrivende mod konkurrencen fra store varehuse og butikscentre, der har flere ansatte, og som bedre kan organisere weekendvagter.

I øvrigt støtter den katolske kirke i Italien også en lovændring. Religiøse katolikker mener, at søndagen skal bruges til hvile og religiøse gøremål.

/ritzau/dpa

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094