23948sdkhjf

Tøjsalget trak detailsalget op i august efter sløj juli

Salget i de danske butikker steg i august pænt efter en drøj nedgang i den brandvarme juli måned, viser tal.

Oven på en juli, hvor det varme vejr holdt salget i de danske butikker nede, steg salget i august pænt. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Mens detailsalget - der dækker over salget i butikker og via internettet - faldt med 0,4 procent i juli, steg det med 0,3 procent i august.

- Salget af beklædning med videre steg i august med 1,1 procent, og salget af andre forbrugsvarer steg 1,0 procent, mens salget af fødevarer og andre dagligvarer faldt 0,6 procent.

- Detailsalget i august 2018 var 2,2 procent højere end i august 2017, skriver Danmarks Statistik.

Et stigende detailsalg var ventet. Den danske økonomi er i et opsving og dermed er der flere penge at spendere. Samtidig er forbrugertilliden ganske høj.

- Danskerne brugte flere penge i butikkerne i august. Lave renter, stigende realløn og flere arbejdspladser giver danskerne flere penge på kistebunden, og det er godt nyt for virksomhederne.

- Når vi køber flere varer, sættes der gang i produktionen og jobskabelsen, siger cheføkonom Morten Granzau fra Dansk Industri.

Privatforbruget - og dermed også i høj grad detailsalget - er afgørende for den danske økonomi. Sammen med eksporten er det den største driver.

Hos Sydbank venter makroøkonom Søren V. Kristensen, at privatforbruget vil stige med to procent i år.

- Det vil give et pænt bidrag til den økonomiske vækst, men det kan bestemt ikke kategoriseres som nogen forbrugsfest. 

- Særligt ikke i betragtning af de vilkår, som i øjeblikket omgiver de danske forbrugere, skriver økonomen.

Samlet bruger danskerne lige nu ikke ligeså mange penge, som de tjener. Og det er ifølge Søren V. Kristensen ikke nødvendigvis en dårlig ting, selv om det holder privatforbruget nede.

- Det lægger selvfølgelig en lille dæmper på væksten, men på den anden side betyder det også, at forbrugerne står godt rustet til tiden, hvor beskæftigelsesrekorder og stigende huspriser ikke længere dominerer overskrifterne i dansk økonomi, skriver han.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.114